Sagen angik fastsættelsen af værdien af klagerens unoterede anparter i H1 ApS pr. 15. februar 2016, da klagerens skattepligt til Danmark ophørte ved hans flytning til Land Y1, idet denne værdi udgjorde hans afståelsessum for anparterne ved opgørelsen af hans avance på disse, jf. aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 4.

Landsskatteretten henviste til, at klageren i forbindelse med ophøret af skattepligt til Danmark den 15. februar 2016 havde selvangivet en avance på de omhandlede anparter på 95.305.872 kr. Avancen var beregnet ud fra en værdi af anparterne pr. 15. februar 2016 på 102.559.432 kr., der således udgjorde klagerens selvangivne afståelsessum, jf. aktieavancebeskatningsloven § 38, stk. 4. Som udgangspunkt påhvilede det klageren at godtgøre eller i hvert fald sandsynliggøre, at værdien af anparterne pr. 15. februar 2016 udgjorde et lavere beløb end det, klageren selvangav på 102.559.432 kr., og dermed, at avancen udgjorde et lavere beløb end 95.305.872 kr. Den 1. juli 2015, godt syv måneder før ophøret af klagerens skattepligt til Danmark den 15. februar 2016, solgte H1 ApS 5 % af anparterne i H1 ApS’ datterselskab H2 ApS til G1 ApS for 5 mio. kr., der svarede til en samlet værdi af H2 ApS på 100 mio. kr. G1 ApS var ejet af B, der var ansat som underdirektør i H2 ApS, men som efter det i øvrigt oplyste måtte anses som en i forhold til klageren og H1 ApS uafhængig 3. mand. Pr. 15. februar 2016 udgjorde egenkapitalen i H1 ApS ifølge en udarbejdet mellembalance 171.109.456 kr. Henset hertil, og da der over for det anførte ikke på andet grundlag, f.eks. i form af syn og skøn, forelå oplysninger, der kunne føre til at ansætte værdien af de omhandlede anparter pr. 15. februar 2016 til et mindre beløb end det selvangivne på 102.559.432 kr., havde klageren ikke løftet sin bevisbyrde. Klageren havde for Landsskatteretten således ikke tilvejebragt et grundlag, der kunne føre til en nedsættelse af den afståelsessum, som klageren havde selvangivet, og dermed en nedsættelse af den selvangivne avance på anparterne. Hjælpereglen i cirkulære 2000-9 og Vurderingsstyrelsens værdiansættelser af en del af H2 ApS’ ejendomme kunne under de anførte omstændigheder ikke føre til et andet resultat.

Derfor, og da Skattestyrelsen havde taget materielt stilling til værdien af anparterne i H1 ApS, hvorfor Skattestyrelsen ikke havde foretaget en ulovlig sagstilskæring, stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.

Klagen vedrørte et bindende svar om, hvorvidt klageren i medfør af ligningslovens § 16 A som enekapital-ejer af det omhandlede selskab var skattepligtig af udlodninger, han havde givet afkald på til fordel for sine børnebørn. Klageren påtænkte at give en gave, hvorved børnebørnene blev tillagt en ret til at modtage alle udloddede udbytter frem til klagerens død eller et barnebarns død, hvis dette måtte indtræde først. Landsskatteretten bemærkede, at klageren som eneejer af C ApS ville være aktuel aktionær på tidspunktet for udlodning af udbytterne, og retten til udbyttet ville derfor som udgangspunkt tilkomme ham. Klageren gav ved den påtænkte disposition ikke et blankt afkald på det fremtidige udbytte fra C ApS. Dette skyldtes, at han ved gave overdrog retten til udbyttet til børnebørnene, og han disponerede herved over udbyttet. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke ved den påtænkte disposition kunne frigøre sig fra pligten til at betale udbytteskat, og han måtte således anses for rette indkomstmodtager af udbyttet, uanset at han ved gave overdrog retten til udbyttet til børnebørnene. Det fandtes endvidere ikke godtgjort, at der forelå en klar, entydig administrativ praksis, hvorefter udbytte ikke skulle beskattes hos en aktuel aktionær i en situation som den, der var blevet spurgt til. Det omhandlede udbytte ansås ikke at være undtaget fra beskatning efter LL § 16 A, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 3 og 4, hvorfor Landsskatteretten stadfæstede det bindende svar.

Sagen angik et selskab, der drev et decentralt kraftvarmeværk, og som anmodede om godtgørelse af gas- og kuldioxidafgift efter el-patronordningen for perioden 1. november 2011 - 30. juni 2015. Selskabet havde for perioden alene opgjort kraftvarmekapaciteten på årsbasis. SKAT havde truffet afgørelse om, at selskabet alene var berettiget til godtgørelse for perioden 1. september 2012 - 30. juni 2015, fordi selskabet ikke havde dokumenteret kraftvarmekapacitet per 1. oktober 2005, jf. gasafgiftslovens § 8, stk. 5, eller i et år frem til første opgørelsesperiode, jf. Den juridiske vejledning, afsnit E.A.4.3.9.1 - "Betingelser for og omfang af afgiftslempelse", hvoraf det fremgik, at kraftvarmekapaciteten skulle være opfyldt i et år frem til første opgørelsesperiode. SKAT havde godkendt selskabets opgørelse af kraftvarmekapacitet på døgnbasis for perioden 1. januar 2012 - 31. december 2012, og SKAT anså på den baggrund første opgørelsesperiode for at være fra 1.  januar 2013.

Selskabet gjorde gældende, at selskabet havde sandsynliggjort, at kravet om kraftvarmekapacitet per 1. oktober 2005 var opfyldt, og at selskabet derfor var berettiget til godtgørelse fra den 1. november 2011, eller at der ikke var grundlag for at nægte godtgørelse for perioden 1. januar 2012 - 31. december 2012.

Landsskatteretten fandt med henvisning til SKM2017.116.LSR, at SKAT havde været berettiget til at stille krav om opgørelse for tidsintervaller kortere end de af selskabet anvendte, som var foretaget på årsbasis, og at dette gjaldt både for perioden 1. november 2004 - 1. september 2005 og for perioden 1. november 2011 - 31. december 2011. Landsskatteretten fandt videre, at det fremgik direkte af lovens ordlyd, at selskabets skulle dokumentere kraftvarmekapaciteten, og at en sandsynliggørelse derfor ikke opfyldte kravene. Landsskatteretten fandt for perioden 1. januar 2012 - 31. august 2012, at det ikke var muligt at søge tilbagebetaling af godtgørelse efter el-patronordningen tidligere end et år efter, at selskabet første gang havde påbegyndt opgørelse vedrørende kraftvarmekapacitet, idet bestemmelsen i gasafgiftslovens § 8, stk. 5, 1. pkt., foreskrev, at opgørelsen skulle foretages over et år. Landsskatteretten fandt endelig, at der hverken i bestemmelsens ordlyd eller i forarbejderne var grundlag for at begrænse adgangen til godtgørelsen, som SKAT havde gjort. Landsskatteretten ændrede derfor SKATs afgørelse således, at selskabet også havde ret til godtgørelse efter el-patronordningen for perioden 1. januar 2012 - 31. august 2012.

Skatterådet godkendte nedsat pensionsudbetalingsalder til 55 år for piloter og kabinepersonale ansat i A A/S, jf. pensionsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 4, litra a og b (livrente), § 8, stk. 1, nr. 3 (rateforsikring) og § 10, stk. 1, nr. 3 (aldersforsikring). Dispensationen omfattede endvidere kontorpersonale, der havde funktion som pilot eller kabinepersonale, såfremt den konkrete medarbejder kontinuerligt henlagde de oplyste ca. 80 pct. af arbejdstiden i luften.

Dispensationen blev givet ud fra en vurdering af, at de omhandlede medarbejdere udsættes for nedslidning og arbejdsbetingede lidelser, der kunne berettige til en tidligere pensionsudbetalingsalder. Der blev videre henset til, at en række andre kommercielle luftfartsselskaber havde fået godkendt nedsat pensionsalder.

T var tiltalt for i 13 forhold vedrørende fuldbyrdet momssvig af særlig grov karakter ved i perioden 30.12.2016-27.07.2020 efter forudgående aftale og i forening med andre (skiftende personkreds og selskaber), med forsæt til at skaffe sig eller andre en uberettiget vinding i T’s Y21-land selskab S1 (G2-virksomed ) v/T nu under konkurs, at have solgt biler til forskellige danske selskaber, uagtet at bilerne blev viderefaktureret til selskaber uden reelt indhold, som alene var sat ind i konstruktionen for at muliggøre momssvig, og idet selskaberne umiddelbart efter modtagelse af fakturaerne for de pågældende biler, viderefakturerede bilerne til S2 (G8-virksomed), S4 (G3-virksomed), S5 (G4-virksomed), S6 (G6-virksomed & G7-virksomed), samt S7 (G16-virksomed), som havde modtaget bilerne direkte fra S1 (G2-virksomed) v/T, hvorved selskaberne gik konkurs inden afregning, hvorved den danske statskasse blev unddraget moms for samlet 22.708.424 kr. T var desuden tiltalt for 1 forhold af forsøg på momssvig, idet S1 (G2-virksomed) v/T nu under konkurs fakturerede 5 biler til i alt 1.641.581 kr. til en dansk enkeltmandsvirksomhed, hvilket selskab var sat ind i konstruktionen for at muliggøre momssvig, hvor bilerne blev viderefaktureret til S4 (G3-virksomed), hvorved enkeltmandsvirksomheden akkumulerede skyldig salgsmoms, og hvorved den danske statskasse ville være blevet unddraget 410.395,25 kr. i moms, hvilket imidlertid ikke skete, da tiltalte m.fl. blev anholdt og varetægtsfængslet. Som forhold 5 var T tiltalt for afgivelse af urigtig erklæring til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, idet han for perioden op til 1. september 2020 efter forudgående aftale og i forening med to medgerningsmænd evt. flere, at have fremstillet 4 fiktive fakturaer fra S1 (G2-virksomed)v/T til S8 (G5-virksomed) på 4 biler med en samlet værdi på 6.825.689 kr., med det formål at fremlægge fakturaerne i et retsmøde i skifteretten i forbindelse med afsigelse af konkursdekretet over S8 (G5-virksomed), for at undgå at få indsat Kammeradvokaten som kurator i S8 (G5-virksomed). Som forhold 16 var T tiltalt for medvirken til forsøg på hvidvask af særlig grov beskaffenhed, ved den 17. juni 2020 efter forudgående aftale og i forening med 1 anden og flere ukendte personer, på et ukendt sted i Danmark og på en adresse i Y4-land, at have forsøgt at medvirke til, at konvertere eller overføre penge, som direkte eller indirekte udbytte fra en strafbar lovovertrædelse, for at skjule eller tilsløre pengenes ulovlige oprindelse, idet T blev formået til at udfærdige 4 fiktive fakturaer fra firmaet S1 v/T (G2-virksomed) v/T, nu under konkurs som medgerningsmanden den 17. juni hentede på Ts konto i Y4-land, alt med henblik på at formå et pengeinstitut til at frigive indeståendet på S3’s (G20-virksomed’s)bankkonto, som pengeinstituttet havde indefrosset grundet mistanke om hvidvask, således at pengene kunne overføres til S1 (G2-virksomed),, selvom T vidste eller bestemt formodede, at pengene stammede fra strafbare lovovertrædelser, hvilket imidlertid mislykkedes, da sparekassen afviste at frigive pengene. T erklærede sig skyldig i forhold 1-3, men nægtede sig skyldig i de øvrige forhold. T forklarede, at han hver gang han indgik en handel med et dansk selskab, tjekkede hos de tyske myndigheder om selskabet eksisterede og havde et gyldigt momsnummer, så der kunne handles momsfrit ved grænsehandel. Han var "græsk katolsk", når kunden havde betalt, var han uden interesse i, hvad der videre skete. Han kendte ikke til PK-metoden, der refererer til en, der har lavet momssvindel. Byretten fandt T skyldig i tiltalen med dissens for frifindelse i forholdene 6-16. Byretten lagde til grund, at T kendte til PK-metoden vedrørende forhold 4. Forhold 5 vedrørende kuratorvalget ansås for at være fuldbyrdet, og det ansås for godtgjort, at de fiktive, og på daværende tidspunkt krediterede fakturaer, blev anvendt til at få indsat den ønskede advokat som kurator. Vedrørende forhold 6-15 lagde rettens to dommere efter dokumentationen og vidners erkendelser til grund, at der i disse forhold blev begået momssvig af særlig grov beskaffenhed, ved at lade et stråmandsselskab importere biler fra Y4-land uden moms, hvorefter stråmandsselskabet videresolgte bilerne til samme pris men nu inklusive moms til S2 (G8-virksomed), hvorefter man lod stråmandsselskabet gå konkurs, uden at der fra dette selskab var indberettet eller indbetalt salgsmoms fra salget til S2 (G8-virksomed). T fandtes med dissens skyldig i forhold 16. T idømtes fængsel i 3 år og 6 måneder, heraf de 3 år og 3 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste, samt en tillægsbøde på 22.850.000 kr. Hos T konfiskeres 646.410 kr. Anklagemyndigheden ankede og påstod skærpelse af fængselsstraffen, herunder at frihedsstraffen blev gjort ubetinget. Endvidere nedlagde anklagemyndigheden påstand om konfiskation for 1.970.410 kr. vedrørende forhold 16 og frifindelse for konfiskation vedrørende forhold 1-3. T påstod frifindelse i forhold 4-16 subsidiært formildelse, samt påstod frifindelse for påstanden om konfiskation. Landsretten stadfæstede byrettens dom med hensyn til forhold 1-15, men frifandt vedrørende forhold 16 vedrørende medvirken til forsøg på hvidvask af særlig grov beskaffenhed, idet det ikke kunne bevises, at beløbet på ca. 1,9 mio. kr. på S3 ’s (G20-virksomed) konto hidrørte fra et strafbart forhold. Det kunne ikke afvises, at der havde været en sædvanlig forretningsmæssig aktivitet i selskabet, der havde givet anledning til, at det rådede over de 1,9 mio. kr. T fandtes at have haft en central rolle i forbindelse med momssvigen i de øvrige forhold. Landsretten ændrede byrettens dom således, at straffen blev nedsat til 3 år, der i det hele blev gjort ubetinget. Ved strafudmålingen lagde landsretten vægt på, at der var tale om momsunddragelser af betydelige beløb som resultat af organiseret kriminalitet med flere medvirkende aktører, der løbende og systematisk havde begået momssvig af særlig grov karakter under brug af "skraldespandsselskaber". Det var et indgående træk ved den begåede momssvig, at "skraldespandsselskaberne" importerede bilerne fra et selskab i Y4-land ved T og videresolgte bilerne til en række andre købere. T havde derfor spillet en central rolle i forbindelse med den begåede momssvig. Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet, hvorefter straffen for forhold af den foreliggende karakter om, skal være ubetinget. Tillægsbøden blev nedsat til 12 mio. kr., og T frifandtes for påstanden om konfiskation. Der blev herved henset til, at T ikke bortset fra forhold 1-3 selv havde haft nogen vinding, og at T blev frifundet for forhold 16.

T var tiltalt for momssvig af særlig grov karakter ved for perioden 1. januar 2013 til den 30. juni 2015 med forsæt til at unddrage statskassen afgift, som ejer af et anpartsselskab, at have angivet selskabets momstilsvar for lavt, idet T i sin opgørelse anvendte fakturaer med urigtigt indhold vedrørende levering af arbejdskraft til anpartsselskabet, hvorved det offentlige blev unddraget moms med i alt 3.170.715 kr. T var endvidere tiltalt for skattesvig af særlig grov karakter ved i perioden fra den 1.februar 2013 til den 30. juni 2015 som ejer af anpartsselskabet at have undladt at opfylde sin pligt til at foretage indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, hvorved det offentlige blev unddraget 6.283.372 kr. i A-skat og 1.014.629 kr. i arbejdsmarkedsbidrag, i alt 7.298.001 kr. T var tillige tiltalt for dokumentfalsk ved som direktør og ansvar i anpartsselskabet overfor et revisionsselskab i anpartsselskabets regnskab at have gjort brug af en faktura på beløb 74.237,50 kr., der falskelig fremstod som udstedt af et aktieselskab, hvorved der skete betaling til en konto tilhørende en tredjemand, samt for dokumentfalsk ved overfor politi og en bank at have gjort brug af en falsk faktura på beløb 41.781,25 kr. T var endelig tiltalt for skyldnersvig i 3 tilfælde til en samlet værdi af 152.593,25 kr., for overtrædelse af våbenloven og fyrværkeriloven (opbevaring af 4 krysantemumbomber), for overtrædelse af lov om euforiserede stoffer (950 g hash og 2,4 g kokain) og for overtrædelse af lov om dopingmidler (188 piller anabolsk steroid). Anklagemyndigheden påstod T idømt en tillægsstraf af fængsel, en tillægsbøde på 12.560.000 kr. samt konfiskation af 1.322.711,71 kr., 7.995 €, en motorbåd, en personbil samt en del effekter. Desuden påstod anklagemyndigheden T frakendt retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed indtil videre.

T forklarede, at han var indehaver af anpartsselskabet og tegnede selskabet som direktør. Det var alene ham, der forestod alt det administrative arbejde. Byretten fandt T skyldig i tiltalen med den ændring, at opbevaringen af de 4 krysantemumbomber alene blev vurderet som en overtrædelse af fyrværkeriloven. Byretten fandt T skyldig i momssvig af særlig grov karakter efter en gennemgang af underleverandørernes forhold og de enkelte fakturaer og posteringer. Retten lagde især vægt på efter gennemgang af underleverandørernes forhold især vægt på, at der var tale om selskaber med kort levetid, der alene i begrænset omfang indberettede moms og i vid udstrækning ikke havde været registreret for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag, der ikke havde aflagt regnskaber og hvor det ikke havde været muligt at få kontakt til selskabernes ledelse. Til trods herfor havde der været en relativt høj omsætning i virksomhederne over en kort periode, mens der ingen ansatte havde været. Indehaverne havde i flere tilfælde kun boet i Danmark i kort tid og der er i flere tilfælde udstedt fakturaer til dem efter udrejse. De store beløb, der blev indsat af anpartsselskabet, blev hurtigt hævet kontant igen, herunder via vekselbureau eller overført til udenlandske konti. Hos flere af de pågældende underleverandører sås ikke betalinger af erhvervsrelateret art. Kendetegnende for fakturaerne var, at de var i omvendt rækkefølge, ikke var fortløbende og havde en yderst mangelfuld arbejdsbeskrivelse. Vedrørende unddragelse af A-skat og AM-bidrag lagde retten til grund, at der var tale om sorte aflønninger. Vidnerne i retten havde alene modvilligt forklaret om deres tilknytning til anpartsselskabet. Der var sjældent ansættelseskontrakter og T havde kun i begrænset omfang kunnet oplyse hvilke underentreprenører de pågældende angiveligt skulle have arbejdet for. T idømtes 3 års fængsel. Retten lagde ved strafudmålingen vægt på det beløbsmæssige og tidsmæssige omfang af lovovertrædelsernes samt disses karakter af i vid udstrækning af samfundsundergravende virksomhed. I lyset heraf og idet straffesagens kompleksitet og T’s egne forhold havde medført en lang sagsbehandlingstid, fandt retten ikke grundlag for af gøre dommen helt eller delvis betinget. Endvidere idømtes T en tillægsbøde på 12.560.000 kr. Retten tog herved højde for unddragelsernes størrelse, at der har været adskillelige involverede og lovovertrædelsernes systematiske karakter over flere år. Niveauet for tillægsbøden blev forhøjet med 20 % som forudsat ved lovændringen af straffelovens § 289 i 2012.

Desuden blev T dømt til at betale 10.468.715 kr. i erstatning til told- og skatteforvaltningen. Endelig blev T frakendt retten til at deltage i ledelsen af en virksomhed indtil videre, ligesom retten tog anklagemyndighedens påstand om konfiskation til følge. I byretten var der tillige 3 øvrige tiltalte der i byretten blev dømt for medvirken til momssvig af særlig grov karakter samt for den enes vedkommende tillige dokumentfalsk. Østre Landsretsdommen vedrører kun T. Landsretten fandt T skyldig i momsunddragelse for et beløb på 2.816.3365 kr. og skyldig i unddragelse af A-skat og AM-bidrag for et beløb på 6.601.559,56 kr. T blev frifundet for to af de tre forhold af skyldnersvig, og Landsretten vurderede det tredje forhold som forsøg. Landsretten stadfæstede herefter byretsdommen med de ændringer, at fængselsstraffen blev nedsat til 2 år og 3 måneder, at tillægsbøden blev nedsat til 11.300.000 kr., at det konfiskerede beløb blev ændret til 452.100 kr., og at erstatningsbeløbet blev nedsat til 9.417.924,56 kr.

Sagen angik, om sagsøgeren, der var selvanmelder (registreret virksomhed efter registreringsafgiftsloven), var berettiget til ’eksportgodtgørelse’ af to brugte køretøjer efter reglerne i registreringsafgiftslovens §§ 7 b og 7 c. I den forbindelse angik sagen, om det var dokumenteret, at køretøjerne var udført, og om den (selv-)angivne afgiftspligtige værdi af køretøjerne kunne lægges til grund, hvis køretøjerne måtte anses for at være udført senest 3 måneder fra det tidspunkt, da sagsøgeren satte køretøjerne på sine månedsangivelser.

Sagsøgeren nedlagde påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at sagsøgeren var berettiget til ’eksportgodtgørelse’ med 238.091 kr., hvilket forudsatte, at køretøjerne måtte anses for at være udført senest 3 måneder, regnet fra de respektive angivelsestidspunkter, og at den selvangivne afgiftspligtige værdi og eksportgodtgørelse derfor skulle lægges til grund af Motorstyrelsen.

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle over for sagsøgerens påstand, hvorfor retten afsagde dom i overensstemmelse hermed.

Sagen angik, om et selskabs udgifter på i alt 12.232.375 kr., som var afholdt i indkomstårene 2014-2017 til tilvejebringelse m.v. af en softwarebaseret digital handelsplatform, var fradragsberettigede ifølge ligningslovens § 8 B, stk. 1, om udgifter der afholdes til forsøgs- og forskningsvirksomhed i tilknytning til den skattepligtiges erhverv. Det var selskabets opfattelse, at udgifterne på 12.232.375 kr. var afholdt til udvikling af en e-handelsplatform (software), som ifølge selskabet bestod af en række applikationer, systemer og platforme, som både blev anvendt internt i virksomheden og var rettet mod selskabets kunder.

Landsskatteretten gav selskabet medhold i, at udgifterne var fradragsberettigede efter ligningslovens § 8 B, stk. 1. Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene, og grundet sagens principielle karakter blev den henvist til landsretten i 1. instans. 

Landsretten anførte om det retlige grundlag, at ligningslovens § 8 B, stk. 1, indeholder en særlig fradragsregel, hvorefter der er fradragsret for udgifter, som ikke er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. 

Med henvisning til de oprindelige forarbejder til ligningslovens § 8 B, stk. 1, fandt landsretten, at det herved er forudsat, at det ikke er udgifter til enhver form for udviklingsarbejde, men alene udgifter til udviklingsarbejde af en vis kvalificeret karakter, som er omfattet af fradragsretten.

Spørger ønsker Skatterådets bekræftelse på, at elbaseret brint, der via brændselsceller i en bus under kørslen omdannes til elektricitet og anvendes til opladning af batterier i bussen til kørsel, ikke er afgiftspligtig i henhold til mineralolieafgiftsloven og CO₂-afgiftsloven. Eftersom brinten ikke er det egentlige drivmiddel, der får bussen til at køre (idet dette er elektriciteten), kan anvendelsen af elbaseret brint til drift af rutebusserne ikke betegnes som anvendelse som motorbrændstof i den forstand, som energibeskatningsdirektivets udfyldningsregel lægger op til. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at der ikke er afgiftspligt i medfør af mineralolieafgiftsloven eller CO2-afgiftsloven for anvendelsen af brint i det pågældende tilfælde.

T var tiltalt for momssvig af særlig grov karakter begået i selskaberne S1 og S2 ved i selskab S1, for perioderne fra den 1. januar 2013 til den 31. december 2014 og fra den 1. juli 2015 til den 31. december 2015 at have undladt at angive størrelsen af selskabets ind- og udgående moms, hvorved statskassen blev unddraget 727.560 kr. i moms og ved i selskab S2, for perioden fra den 1. april 2016 til den 30. juni 2016, at have undladt at angive selskabets ind- og udgående moms, hvorved statskassen blev unddraget 178.179 kr. i moms, subsidiært som forsøg, jf. straffelovens § 21 vedrørende selskabet S2. T var endvidere tiltale for skattesvig af særlig grov karakter ved for indkomstårene 2013-2016 at have afgivet urigtige oplysninger til brug for afgørelsen af, om han var undergivet fuld skattepligt til Danmark, idet han i strid med sandheden havde meldt udflytning af landet. T havde desuden undladt at indgive selvangivelser for tre selskaber, ligesom han ikke havde selvangivet overskud af virksomhed. Det offentlige blev derved unddraget 6.559.408 kr. i skat. T nægtede sig skyldig. T forklarede for byretten, at han ikke har betalt skat og moms på grund af pengenød. Han havde i perioder meddelt adresse flytning til udlandet til Folkeregisteret, fordi han skulle hjælpe distributører, men han havde glemt at meddele, når han var kommet tilbage til Danmark. Han vidste ikke, hvorfor der ikke var blevet lavet selvangivelser og årsopgørelser. Byretten fandt T skyldig i tiltalen. Efter en samlet vurdering og da T ikke havde godtgjort, at told- og skatteforvaltningens skønsmæssige ansættelse er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag fandt retten ikke grundlag for at ændre det udøvede skøn i nogen af forholdene. Retten lagde endvidere vægt på, at T havde afgivet skiftende forklaringer og at T under sagens efterforskning forsøgte at bibringe politiet opfattelsen af, at han ikke var ejer af det ene selskab. Byretten idømte T 2 år og 3 måneders fængsel samt en tillægsbøde på 7.465.000 kr. samt rettighedsfrakendelse og konfiskation. Ved strafudmålingen lagde retten vægt på unddragelsens størrelse, at T gennem flere år havde drevet virksomhed gennem en række selskaber med stor indtjening til følge uden at han havde givet meddelelse herom til told- og skatteforvaltningen. Byrettens dom blev anket af T med påstand om formildelse af straffen og frifindelse for rettighedsfrakendelse. Landsretten stadfæstede byretsdommen.

T var tiltalt ved for indkomståret 2014 med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet han via TastSelv den 11. februar 2018 indberettede fradrag for indskud på etablingskonto på 82.331 kr., samt fradrag for tab på aktier, ikke optaget til handel på et reguleret marked, samt udbytte, der ikke er indeholdt udbytteskat i på 315.571 kr., uagtet at angivelsen rettelig var 0 kr. Som forhold 2 var T tiltalt ved for indkomståret 2015 med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet han via TastSelv den 11. februar 2018 indberettede fradrag for indskud på etableringskonto på 78.331 kr. samt fradrag for tab på aktier, ikke optaget til handel på et reguleret marked, samt udbytte, der ikke er indeholdt udbytteskat i på 190.971 kr., uagtet at angivelsen rettelig var 0 kr. Som forhold 3 var T tiltalt ved for indkomståret 2016 med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for sin skatteansættelse, idet han via TastSelv den 11. februar 2018 indberettede fradrag for tab på aktier, ikke optaget til handel på et reguleret marked, samt udbytte, der ikke er indeholdt udbytteskat i på 120.571 kr., uagtet at angivelsen rettelig var 0 kr. Statskassen blev derved unddraget for 283.438,86 kr. i skat. T forklarede, at det ikke var ham, der har foretaget indberetningerne, og at han ikke vidste, hvordan man tilgår Tast Selv. Byretten fandt T skyldig i tiltalen. T’s forklaring tilsidesattes som utroværdig og retten fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at det var T, der havde foretaget indberetningerne til Tast Selv. Retten lagde herved vægt på, at T’s årsopgørelse for 2014 den 31. maj 2015 blev godkendt via TastSelv, at T’s NemId efter hans egen forklaring ikke havde været misbrugt til andet, fx låneoptagelse, og at T var den eneste, der ville drage fordel af, at årsopgørelserne blev ændret, idet fradragene ville nedbringe hans gæld til det offentlige. T idømtes 40 dages ubetinget fængsel samt en tillægsbøde på 283.438,86 kr. Straffen fastsattes som tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, idet T var tidligere dømt ved dom af 9. april 2018, 7. juni 2018, 29. november 2018 og 17. april 2018 for anden kriminalitet. Ved fastsættelsen af fængselsstraffen lagde byretten vægt på, at der var tale om en forsætlig overtrædelse af skattekontrolloven, hvor der er sket unddragelse for et beløb på godt 283.000 kr., og at T tidligere er straffet for berigelseskriminalitet. Henset til forholdets grovhed fandt retten, uanset T’s gode personlige forhold ikke grundlag for at gøre straffen betinget. T ankede byretsdommen med påstand om formildelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse, dog således at tillægsbøden nedrundes til 280.000 kr. Landsretten stadfæstede byretsdommen, men nedrundede tillægsbøden til 280.000 kr. og gjorde fængselsstraffen betinget på vilkår af samfundstjeneste, idet det fandtes forsvarligt.

T var tiltalt for overtrædelse af skattekontrolloven ved i sin selvangivelse for 2013 groft uagtsomt at have angivet sin skattepligtige indkomst for lavt, idet T undlod at oplyse om, at hun havde solgt 51 stk. aktier til en værdi af 209.236 kr., hvorved der blev realiseret en gevinst på 63.642 kr., hvorved "tab på aktier i reguleret marked, tidl. år til videre fremførsel" blev for højt med dette beløb, hvorved statskassen i 2014 blev unddraget 26.604 kr. i skat. Som forhold 2 var T tiltalt for i sin selvangivelse for 2014 groft uagtsomt at have angivet sin skattepligtige indkomst for lavt, idet T undlod at oplyse om, at hun havde solgt 12 stk. aktier til en værdi af 776.100 kr. hvorved der blev realiseret en gevinst på 351.378 kr., og det offentlige blev unddraget i alt 121.768 kr. i skat. Det offentlige blev herved unddraget i alt 148.372 kr. T forklarede, at hun ikke læste eller forstod de servicebreve, hun havde fået fra told- og skatteforvaltningen, og at hun ikke læste sine selvangivelser eller årsopgørelser, idet hun fra 2011 og frem overgav alle oplysninger til en bogholder/revisorassistent, og overlod det til ham, at foretage det fornødne i forhold til told- og skatteforvaltningen. Byretten fandt T skyldig i tiltalen. Det var ubestridt, at der ved salg af aktierne blev realiseret gevinster, at T var bekendt hermed, og at det ikke blev selvangivet af hverken T eller dennes bogholder/revisorassistent. Af servicebrevene fra told- og skatteforvaltningen fremgik, at told- og skatteforvaltningen havde modtaget oplysninger om gevinsterne, men at disse oplysninger ikke umiddelbart kunne overføres til årsopgørelsen, da told- og skatteforvaltningen manglede oplysninger. Retten fandt ikke, at T, uanset at hun fik assistance fra bogholderen/revisorassistenten, havde udvist den fornødne agtpågivenhed og omhu. Hun havde handlet groft uagtsomt ved, under de foreliggende omstændigheder, helt at undlade at beskæftige sig med den skattemæssige del af sin økonomi, herunder de af sagen omhandlede aktieavancer. T blev idømt en bøde på 110.000 kr. samt betaling af sagens omkostninger. T ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse. Landsretten frifandt T for forhold 1, idet der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at karakterisere den uagtsomhed, som T havde udvist, som grov uagtsom. Der hensås til, at der af servicebrevets rubrik 66 "Gevinst/tab på aktier" var anført "63.342" svarende til det beløb, som avancen for indkomståret 2013 principalt var opgjort til i anklageskriftet. Der var ikke knyttet en bemærkning til rubrikken om, at der var forhold, som man skulle være særligt opmærksom på, således som det var vedrørende rubrikkerne 37, 61 og 63. Landsretten stadfæstede med hensyn til forhold 2 og fandt at bøden passende kunne fastsættes til 90.000 kr. Idet der var tale om en ukompliceret sag, hvor forholdet blev begået i 2015 og hvor byretten først modtog anklageskrift i sagen den 30. marts 2021, og den samlede sagsbehandlingstid - uden at der var oplyst omstændigheder, der gav grundlag for at fastslå, at det beroede på T’s forhold - i så væsentligt havde oversteget det rimelige, fandt landsretten, at T burde kompenseres herfor i medfør af straffelovens § 83, 3. pkt. derved, at den forskyldte bøde bortfaldt og at statskassen skulle betale omkostningerne for byretten.

T var tiltalt ved for perioden 1. juli 2013 til 30. juni 2016 som ejer og direktør i et ejendomsselskab, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have drevet momspligtig virksomhed uden at anmelde selskabet til registrering for moms, ligesom T i samme periode, uagtet den manglende momsregistrering, opkrævede momspålagte lejeindtægter. Statskassen blev derved unddraget for 186.516 kr. i moms. T forklarede, at han i 2017 forsøgte at få momsregistreret ejendommene, og han havde tillige forsøgt at få ejendommene momsregistreret for perioden fra den 1. juli 2013 til 30. juni 2016. Byretten fandt T skyldig i tiltalen. På baggrund af T’s forklaring sammenholdt med revisors bemærkning i årsregnskaberne om, at der ikke var indberettet eller afregnet moms til told- og skatteforvaltningen, og at dette kunne være strafbart for ledelsen i selskabet, lagde retten til grund, at T vidste, at der skulle afregnes moms af lejeindtægterne, og at dette ikke skete. Retten fandt det ikke dokumenteret, at T forud for 2017 havde forsøgt at momsregistrere ejendommene. Der var en periode på 3 år, hvor T som direktør og ansvarlig for den daglige drift i selskabet, herunder de økonomiske forhold, ikke aktivt tog skridt til at bringe momsforholdene i selskabet i overensstemmelse med lovgivningen på området, uagtet at T vidste, at der i strid med reglerne på området ikke blev afregnet moms til myndighederne. T idømtes en bøde på 310.000 kr. Landsretten stadfæstede byretsdommen. Den fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder ikke tilstrækkeligt grundlag for at nedsætte bøden under henvisning til, at den unddragne moms nu er indbetalt.

Der var spurgt til anskaffelsessummen i forbindelse med overdragelse af en ejendom efter de franske regler om donation partage.

Efter de pågældende regler bevarer overdrageren brugsretten til ejendommen. Overdrageren opnår endvidere ret til andel af provenu i forbindelse med ejendommens videresalg. Det var i sagen oplyst, at brugsretten bortfaldt i tilfælde af ejendommens videresalg.

Det var på baggrund heraf Skatterådets opfattelse, at betalingen til overdrageren i forbindelse med ejendommens afståelse skulle anses som en betaling for opgivelse af brugsretten, og ikke som regulering af den oprindelige anskaffelses-/afståelsessum.

Skatterådet havde ved SKM2013.789.SR fundet, at betalingen til overdrageren i forbindelse med ejendommens senere afståelse måtte anses som en regulering af erhververens anskaffelsessum for ejendommen. Det var i denne sag ikke oplyst hvad konsekvenserne for brugsretten ville være i forbindelse med ejendommens videreoverdragelse - bortfaldt den eller ej.

Det faktuelle grundlag var dermed forskelligt i de to sager, og et forskelligt udfald ville ikke være udtryk for en praksisændring.

Skattestyrelsen ændrer praksis vedrørende den skønsmæssige ansættelse af værdien af privat elforbrug til opvarmning og varmt vand for selvstændigt erhvervsdrivende, når privatboligen har et gældende energimærke, og der ikke foreligger en konkret måling af det private elforbrug.

Landsskatteretten har i afgørelsen, der er offentliggjort som SKM2023.296.LSR, ændret Skattestyrelsens værdiansættelse af klagerens private elforbrug i stuehuset. Skatteyderen drev landbrug, og udnyttede overskudsvarme fra et mælkekølingsanlæg - via varmepumpe/genvinding - til rengøring af malkemaskine og malketank samt til varme og varmt vand til stuehuset. Skattestyrelsen havde foretaget værdiansættelsen af den private del af elforbruget ud fra de vejledende mindstesatser i den dagældende SKM2017.680.SKAT. De vejledende mindstesatser fandt efter gældende praksis anvendelse, når der ikke forelå en konkret opgørelse af det faktiske private elforbrug. I den omhandlede afgørelse havde stuehuset et gældende energimærke, og Landsskatteretten fandt, at energimærket var udtryk for et mere korrekt skøn over det private elforbrug end de vejledende mindstesatser.

Som følge heraf ændrer Skattestyrelsen derfor praksis vedrørende den skønsmæssige ansættelse af det private elforbrug til opvarmning og varmt vand, når der foreligger et gældende energimærke på den private bolig.

Spørger ønskede bekræftet, at H1 ApS’ padel- og fitnesscenter, der var under opførsel, ikke skulle medregnes som passiv kapitalanbringelse efter aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 6, ved en overdragelse af kapitalandelene i H2 Holding ApS.

Skatterådet bekræftede, at padel- og fitnesscentret under de konkrete omstændigheder, hvor udlejningen af padelbanerne ville ske som en integreret del af driften, hvor der ligeledes ville være øvrig aktivitet i form af bl.a. personlig træning/undervisning på bl.a. padelbanerne, turneringer mv., og hvor udlejningen af padelbanerne udgjorde en integreret og naturlig del af driften af denne type virksomhed, ville udgøre aktiv virksomhed og dermed ikke passiv kapitalanbringelse.

Sagen angik fastsættelsen af handelsprisen for et brugt køretøj, herunder en stillingtagen til registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 29 om kilometerstand. Landsskatteretten fandt, at værdiansættelsen af køretøjet skulle ske efter de dagældende regler inklusive den nu ophævede bestemmelse i § 29 i registreringsafgiftsbekendtgørelsen. For så vidt angår værdiansættelsen af køretøjet, fandt Landsskatteretten grundlag for at forhøje handelsprisen på køretøjet til 80.000 kr., og Landsskatteretten ændrede derfor Motorstyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Sagen angik fastsættelsen af handelsprisen for et brugt køretøj, herunder en stillingtagen til registreringsafgiftsbekendtgørelsens § 29 om kilometerstand. Landsskatteretten fandt, at værdiansættelsen af køretøjet skulle ske efter de dagældende regler inklusive den nu ophævede bestemmelse i § 29 i registreringsafgiftsbekendtgørelsen. For så vidt angår værdiansættelsen af køretøjet, fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at ændre handelsprisen på 351.900 kr. for køretøjet, og Landsskatteretten stadfæstede derfor Motorstyrelsens afgørelse.

T1 - T7 var tiltalt for en lang række overtrædelser af særlig grov karakter af momsloven, kildeskatteloven og opkrævningsloven ved i 14 hovedselskaber som hhv. reelle ejere, direktører eller medvirkende at have fratrukket fiktive fakturaer vedrørende salg af varer og arbejdsydelser fra en række vikarbureauer, som de tiltalte også kontrollerede, og ved, hverken i vikarbureauerne eller i hovedselskaberne, at have angivet korrekt moms eller foretaget korrekt indeholdelse af kildeskat. I hovedselskaberne blev der herved unddraget for i alt 20.001.561 kr. i moms og 3.563.705 kr. i A-skat og 715.840 kr. i AM-bidrag. De tiltalte nægtede sig skyldige. Byretten fandt de tiltalte skyldige i tiltalen. Byretten fandt det bl.a. bevist, at de fakturerede varer ikke blev leveret til hovedselskaberne, og at de ansatte, som udførte arbejdsopgaverne ifølge fakturaerne fra vikarbureauerne, reelt havde været ansat i hovedselskaber, som fakturaerne blev udstedt til, hvorved fakturaerne var uden realitet. Det blev endvidere lagt til grund, at de 14 hovedselskaber var delvist drevet fra samme lokaler hvor T1, T3 og T6 havde deres kontorer og daglige gang. De 14 hovedselskabers regnskabsmateriale blev også fundet i ovennævnte lokaler. De personer, der var registreret som direktører i vikarbureauerne i gerningsperioden, fremstår uden nævneværdige personlige-, uddannelsesmæssige - eller erhvervsmæssige forudsætninger for at kunne drive de pågældende virksomheder. Retten fandt desuden, at T1 traf større beslutninger vedrørende den daglige drift af virksomhederne, og at han i vidt omfang stod bag udstedelsen af de fiktive fakturaer. Byretten idømte T1 2½ års fængsel, en tillægsbøde på 9.850.000 kr. samt rettighedsfrakendelse. Byretten lagde bl.a. vægt på, at T1 stod bag udstedelsen af de fiktive fakturaer og fuldt ud var bekendt med fakturaernes manglende realitet. T2 blev idømt 4 års fængsel, bestandig indrejseforbud samt rettighedsfrakendelse. Retten lagde blandt andet til grund, at T2 stod for driften af en lang række af vikarbureauerne. T3 idømtes 1 år og 3 måneders delvist betinget fængsel samt en tillægsbøde på 5.025.000 kr. samt rettighedsfrakendelse. T4 idømtes 60 dages betinget fængsel samt en tillægsbøde på 425.000 kr. T5 blev idømt 1 år 3 måneders betinget fængsel. T6 idømtes 1 år 3 måneders delvist betinget fængsel, en tillægsbøde på 4.600.000 kr. samt rettighedsfrakendelse. T7 idømtes 60 dages betinget fængsel samt en tillægsbøde på 275.000 kr. T3, T6 og T7 ankede byretsdommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Landsretten stadfæstede byrettens dom med de ændringer, at T3´s straf blev forhøjet til en delvist betinget tillægsstraf af fængsel i 1½ år og en forhøjelse af tillægsbøden til 5.575.000 kr. Landsretten lagde vægt størrelsen af det unddragne beløb. Landsretten nedsatte T7´s straf til 40 dages betinget fængsel henset til, at T7 alene blev fundet skyldig i at have unddraget 295.000 kr. i moms.

Sagen angik, om et selskab var berettiget til at fradrage udgifter til salgsprovision i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, samt ligningslovens § 8 Y. Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke var berettiget til at fradrage udgifterne til salgsprovision. Med hensyn til ligningslovens § 8 Y fandt Landsskatteretten, at selskabet købte tjenesteydelser, idet selskabet betalte de kinesiske turistguider/rejseagenturer for, at de kinesiske turister blev guidet ind i selskabets butikker. Det forhold, at aflønningen skete i form af provision, der var afhængig af, hvor mange varer turisterne købte, kunne ikke føre til et andet resultat. Da en stor del af den fratrukne provision vedrørte betalinger, hvor enten det enkelte bilag oversteg 8.000 kr. inklusive moms, eller hvor flere betalinger, der skulle anses som én betaling, oversteg 8.000 kr. inklusive moms, og da selskabet ikke havde foretaget indberetning til skatteforvaltningen efter ligningslovens § 8 Y, stk. 3, godkendte Landsskatteretten ikke fradrag for de betalinger, der oversteg beløbsgrænsen i ligningslovens § 8 Y. For så vidt angår statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og fradrag for de betalinger, der ikke oversteg beløbsgrænsen i ligningslovens § 8 Y, fandt Landsskatteretten efter en samlet bedømmelse, at selskabet ikke havde dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at der var en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgifterne og erhvervelsen af selskabets indkomst. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.