Spørger driver et museum. I forbindelse med deres jubilæum påtænker Spørger at afholde en festuge, hvor der opføres en forestilling. Entrébillet til festugen giver de besøgende, udover adgang til museets område og almindelige udstillinger, adgang til en dags fuldt festugeprogram.

Spørgsmålet angik om Spørgers entréindtægter fra festugen var omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørgers aktiviteter omfattet af festugens program udgør en samlet integreret kulturel ydelse, der er omfattet af momsfritagelsen.

Ved vurderingen lagde Skatterådet vægt på, at Spørgers aktiviteter i forbindelse med festugen har til formål at formidle museets snævert afgrænsede kulturelle budskab, ligesom aktiviteterne er en levendegørelse af museets almindelige udstilling og fortælling. I forhold til Spørgers forestilling lagde Skatterådet vægt på, at den vil blive skrevet specifikt til museet, og vil tage udgangspunkt i konkrete skelsættende begivenheder, at forestillingen vil blive opført på museets område med inddragelse af dets eksisterende udstillinger og bygninger, samt at det ikke er muligt at opføre forestillingen andre steder.

Spørgers entréindtægter fra festugen var således momsfritaget, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 6.

Styresignalet indeholder en beskrivelse af den tidligere praksis, den ændrede praksis og den nye praksis vedrørende opgørelsen af udokumenterede indsætninger ved handel med kryptoaktiver. Ændringen er også beskrevet i SAU alm. del spm. 120 og 121 (Folketingsåret 2023/24).

Skattestyrelsen har i efteråret 2022 ændret praksis for opgørelsen af udokumenterede indsætninger. Forud for efteråret 2022 er disse blevet opgjort til 0 kr. Administrationen af de udokumenterede indsætninger fra efteråret 2022 har dog ikke været i overensstemmelse med Landsskatterettens praksis.

Skattestyrelsens praksis ændres med dette styresignal, så udokumenterede indsætninger igen opgøres til 0 kr., når erhvervelsen ikke kan dokumenteres.

Styresignalet indeholder en beskrivelse af den tidligere praksis og den nye praksis vedrørende opgørelsen af krydshandler ved handel med kryptoaktiver. Ændringen er også beskrevet i SAU alm. del spm. 120 og 121 (Folketingsåret 2023/24).

Styresignalet beskriver ændringerne samtidig med, at ændringerne er beskrevet ved eksempler både for den tidligere praksis men også for den nye praksis.

Høringsperioden er 14 dage af hensyn til genoptagelsesfristens udløb den 1. maj 2024.

T var som hovedanpartshaver i et selskab, hvor T var direktør, som forhold 1 for indkomståret 2012 tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have undladt rettidigt at meddele told-og skatteforvaltningen, at indkomsten var ansat for lavt, idet løn fra selskabet ikke var medtaget med 141.427 kr. Som forhold 2 var T for indkomståret 2013 tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have undladt rettidigt at meddele told- og skatteforvaltningen, at indkomsten var ansat for lavt, idet løn fra selskabet ikke var medtaget med 712.033 kr., samt udbytte fra holdingselskabet med 1.000.000 kr.

Det offentlige blev herved unddraget 874.080 kr. i skat i alt.

T forklarede, at han hele tiden havde set sig som ansat i selskabet, og at revisoren både stod for selskabets og hans private økonomi. Selskabet havde regnskabsdato den 30/6. Hans udlæg for selskabet blev gjort op på en mellemregningskonto i selskabet i slutningen af året, hvor han fik en ekstra lønudbetaling, og hvor bogholderiet lavede et ekstra posteringsark som en slags 13. lønseddel, hvor skatten for udlæggene blev betalt i den forbindelse. Han godkendte det ekstra posteringsark i forbindelse med regnskabet. Teksten i årsrapporten om, at selskabet ikke havde indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af løn til kapitalejer, var ikke fremmed for ham. Det havde også stået i mange andre årsrapporter. Han havde ikke på noget tidspunkt tjekket sin selvangivelse og sin årsopgørelse i forhold til, hvor meget han havde fået udbetalt, fordi han altid havde fået det ekstra posteringsark, som den 13. lønseddel, hvor det blev korrigeret. Han havde været i den gode tro, at skatten blev betalt ved den ekstra lønudbetaling og havde en forventning om, at beløbene var indberettet rigtigt, fordi han havde revisorer til det, og han tjekkede ikke op på det.

Byretten fandt, at T efter sin forklaring havde været bevidst og vidende om, at oplysningerne om hans indkomst hos told- og skatteforvaltningen ikke var korrekte, idet T modtog lån af selskabet som følge af sine udlæg, og idet T flere gange i forbindelse med selskabets regnskab i årsrapporter blev gjort opmærksom på, at der ikke var indeholdt A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag heraf, ligesom T modtog ekstra posteringsark som en 13. lønseddel som korrigering af indkomsten. T kunne i den forbindelse have fået udleveret oplysningerne om den korrekte indkomst af bogholderiet i selskabet, således, at oplysningerne kunne indberettes korrekt til told- og skatteforvaltningen. Herefter, og da T efter sin forklaring bevidst havde undladt at sikre sig, at oplysningerne til told- og skatteforvaltningen var indberettet korrekt trods T’s pligt hertil, fandtes T med forsæt at have unddraget det offentlige skat og fandtes ikke at have været i god tro som af T anført.

T idømtes 8 måneders fængsel, der blev gjort betinget af vilkår om samfundstjeneste i 150 timer samt en tillægsbøde på 870.000 kr. Ved strafudmålingen lagde byretten vægt på det unddragne beløbs størrelse, men også som formildende omstændighed alderen på det begåede forhold og T’s gode personlige forhold, herunder også at T ikke var tidligere straffet, hvorfor straffen blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.

T ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært strafbortfald og mere subsidiært formildelse. Anklageren nedlagde endelig påstand om formildelse således, at straffen nedsattes til 6 måneder, at samfundstjeneste ændredes til 120 timer, at længste tiden ændredes til 8 måneder, og at tillægsbøden nedsattes til 604.080 kr. på baggrund af en berigtigelse af tiltalen vedrørende forhold 2 således, at det unddragne beløb ændredes fra 797.840 kr. til 527.840 kr., idet der skulle tages højde for, at der var betalt 270.000 kr. i udbytteskat.

Landsretten stadfæstede byretsdommen og fandt T skyldig i overensstemmelse med tiltalen i forhold 1 og forhold 2 som berigtiget under hovedforhandlingen. Landsretten lagde ved strafudmålingen afgørende vægt på størrelsen af de unddragne skatter. T idømtes 6 måneders betinget fængsel uden vilkår om samfundstjeneste. Tillægsbøden blev nedsat til 300.000 kr. navnlig henset til sagsbehandlingstiden.

I fem sambehandlede sager om anke af Retten i Glostrups dom af 10. maj 2021 (SKM2021.303.BR) frafaldt de fem appellanter deres synspunkter om kursgevinstbeskatningen af dem og gjorde herefter alene gældende, at de ikke skulle betale sagsomkostninger for byret og landsret. Appellanterne henviste i den forbindelse bl.a. til, at Højesteret i sin dom af 8. marts 2023 (SKM2023.146.HR) - som appellanternes sager havde været berostillet på - havde ophævet sagsomkostningerne. Skatteministeriet gjorde gældende, at byrettens omkostningsafgørelse skulle stadfæstes, og at ministeriet skulle tilkendes omkostninger for landsretten.

Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at ophæve sagsomkostningerne for byretten. Landsretten fandt desuden, at der ved fastsættelse af sagsomkostningerne for byretten udover sagernes skattemæssige værdi måtte henses til sagernes udfald og forløb, herunder at sagerne havde været behandlet sammen og angået de samme juridiske spørgsmål. Der var endvidere ikke grundlag for at tilsidesætte byrettens skøn over, at der tillige måtte henses til appellanternes uhensigtsmæssige procesførelse. Højesterets dom af 8. marts 2023 (SKM2023.146.HR) kunne ikke føre til en anden vurdering.

På denne baggrund nedsatte landsretten de sagsomkostninger, som ministeriet var blevet tilkendt.

Efter sagernes udfald for landsretten skulle appellanterne desuden betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet.

Sagen angik, om sagsøgeren havde fradrag i medfør af momslovens § 37, stk. 1, for en moms, som var faktureret fra et interesseforbundet anpartsselskab. Sagsøgeren gjorde gældende, at fakturaen var betalt ved stiftelsen af en gældsforpligtelse. Retten fandt, at der i sagen forelå unormale forhold, og at der derfor påhvilede sagsøgeren en skærpet bevisbyrde. Retten fandt videre, at denne bevisbyrde ikke var løftet. Endelig fandt retten, at Skattestyrelsen ikke havde handlet i strid med officialprincippet under henvisning til den forudgående partshøring og udførlige angivelse af manglende dokumentation.

Sagen angik, hvorvidt der var grundlag for at beskatte sagsøgeren for at have modtaget en gave på 300.000 kr. fra sin veninde, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c. 

Det var i sagen ubestridt, at sagsøgeren hævede 300.000 kr. fra den sin venindes konto inden venindens død i henhold til en fuldmagt.

Retten fandt ikke, at det var godtgjort, at sagsøgeren havde modtaget 300.000 kr. i gave. Retten lagde i den forbindelse vægt på sagsøgerens forklaring om, at sagsøgeren - efter at have hævet pengene - afleverede pengene til sin veninde, og at pengene blev lagt i en lukket reol i venindens hjem, samt at denne forklaring var bestyrket af sagsøgerens venindes forklaring. Retten udtalte endvidere, at flere personer, herunder blandt andet hjemmehjælpere og familie, i tiden op til venindens død kom i venindens hjem. 

Videre udtalte retten, at sagsøgerens forklaring var understøttet af, at aktiviteten på hendes konto, efter at pengene var blevet hævet, tilnærmelsesvist var identisk med aktiviteten, forud for at pengene var blev hævet, ligesom retten fandt, at der ikke var andre omstændigheder, som indikerede, at sagsøgeren havde haft ændringer i sin økonomi eller sit forbrug efter hævningen.

På den baggrund skulle Skatteministeriet anerkende, at sagsøgerens indkomstansættelse for indkomståret 2017 skulle nedsættes med 300.000 kr.

Sagen angik, om der var grundlag for genoptagelse af en skatteyders skatteansættelser for indkomstårene 2010-2011. Skatteyderen havde indgivet genoptagelsesanmodningen i 2019. Retten fandt, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, ikke var opfyldt, da den påberåbte praksisændring ikke fandt anvendelse på skatteyderens situation. Retten fandt desuden, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Retten lagde vægt på, at skattemyndighederne ikke havde begået fejl, og at skatteyderen heller ikke i øvrigt havde godtgjort, at der forelå særlige omstændigheder, der kan begrunde genoptagelse.

Retten fandt derudover ikke, at der var grundlag for hjemvisning til fornyet behandling af hverken Landsskatterettens eller Skattestyrelsens afgørelser, da afgørelserne ikke var truffet på et forkert retligt grundlag eller i øvrigt behæftet med væsentlige formelle fejl eller sagsbehandlingsfejl. 

Spørger 1 var tidligere det øverste holdingselskab i G1 koncernen, men blev opkøbt af H1 gennem spørger 2. Spørger 1 og spørger 2 var administrationsselskab i G1 koncernens sambeskatning i en periode. I selskabernes periode som administrationsselskab blev der opbygget en saldo af ikke-beskårne nettokurstab til fremførsel efter rentefradragsbegrænsningsreglerne, jf. selskabsskattelovens § 11 B, stk. 1, 5. pkt., (fordringssaldo 1 og 2).

Spørgerne ønskede under spørgsmål 1 at få bekræftet, at saldoen omfattet af selskabsskattelovens § 11 B, stk. 1, 5. pkt. ikke skulle overføres til spørger 2 i forbindelse med spørger 2´s indtræden som nyt administrationsselskab, men fortsat skulle ligge til fremførsel i spørger 1. Skatterådet afkræftede dette.

Spørgerne ønskede under spørgsmål 2 at få bekræftet, at saldoen omfattet af selskabsskattelovens § 11 B, stk. 1, 5. pkt. ikke skulle overføres til M2 i forbindelse med M2´s indtræden som nyt administrationsselskab, men forsat skulle ligge til fremførsel i spørger 2. Skatterådet afkræftede dette.

Spørgerne ønskede under spørgsmål 3 at få bekræftet, at de to fordringssaldi skulle ophøre med at eksistere ved en efterfølgende likvidation af spørger 1 og spørger 2. Skatterådet afkræftede dette.

Skatterådet bekræftede, at Spørger kunne fradrage endeligt underskud, som var realiseret i Spørgers helejede norske datterselskab efter SEL § 31 E, på det tidspunkt, hvor det norske datterselskab ophørte ved likvidation.

Sagen angik, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig af en række indsætninger og overførsler til hans bankkonto i indkomstårene 2018 og 2019. 

For så vidt angår de beløb, som sagsøgeren havde fremlagt gældsbreve vedrørende, fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at der eksisterede eller havde eksisteret et reelt gældsforhold, eller at sagsøgeren havde påtaget sig en forpligtigelse til tilbagebetaling af beløbene. Retten anførte herved, at de fremlagte gældsbreve fremstod som underskrevet efter, at overførslerne var sket. 

Retten fandt heller ikke for så vidt angår de øvrige overførsler, at sagsøgeren havde godtgjort, at der var tale om lån. 

Endelig fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at tre indbetalinger på i alt 17.900 kr., som var foretaget via automatindbetalinger, hidrørte fra allerede beskattede midler. 

På den baggrund frifandt retten Skatteministeriet. 

I en ankesag vedrørende en kommanditists kursgevinst på gæld i fremmed valuta gjorde kommanditisten i sin ankereplik gældende, sagen skulle hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen, fordi der var grundlag for en korrektion af avanceopgørelsen og opgørelsen af genvundne afskrivninger. Skatteministeriet protesterede imod anbringendet med henvisning til, at det udgjorde et nyt spørgsmål efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2 (og retsplejelovens § 383).

Landsretten bestemte, at anbringendet ikke kunne tages i betragtning ved landsrettens behandling af sagen, jf. retsplejelovens § 383 sammenholdt med skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2.

Landsretten lagde vægt på, at spørgsmålet ikke havde været genstand for tvist ved de administrative instanser og heller ikke ved byrettens behandling af sagen. Endvidere lagde landsretten vægt på, at der ikke var oplyst om undskyldende omstændigheder, og at spørgsmålet om den korrekte opgørelse af tab efter ejendomsavancebeskatningsloven skulle afgøres efter andre regler og kriterier end spørgsmålet om, hvorvidt kommanditisten havde fået en skattepligtig kursgevinst ved salg af kommanditselskabets ejendom. Endelig lagde landsretten vægt på, at der - som sagen var oplyst - ikke var grundlag for at antage, at kommanditisten ville lide et uforholdsmæssigt tab ved ikke at få tilladelse til at inddrage spørgsmålet under sagen.

Sagen angik, om skyldneren opfyldte betingelserne for eftergivelse  af gæld til det offentlige efter gældsinddrivelseslovens § 13. 

Retten fandt, at skyldneren ikke havde godtgjort, at der ingen udsigt var for skyldneren til at betale sin gæld, idet skyldneren, der var arbejdssøgende, havde været i arbejde som vikar gennem en længere årrække og ejede ubehæftet fast ejendom. De økonomiske betingelser for gældseftergivelse  efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 1, var derfor ikke opfyldt. Skyldnerens helbredsforhold eller andre forhold talte ikke i særlig grad for gældseftergivelse  efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6.

På den baggrund og da der i øvrigt ikke var grundlag for at tilsidesætte Skatteankestyrelsens afgørelse, blev Skatteministeriet frifundet.

Retten (tre dommere) fandt, at skatteyderen ikke havde ført bevis for, at en række overførsler til skatteyderen og skatteyderens kommanditselskab fra interesseforbundne selskaber udgjorde lån. Skatteyderen havde ikke fremlagt lånedokumenter eller godtgjort, at der skete betaling eller indfrielse af de hævdede lån, ligesom det heller ikke var godtgjort, at der blev tilskrevet renter. De fremlagte mellemregningskonti var ikke udtryk for reelle låneforhold men alene udtryk for en formel registrering. Skatteyderen skulle derfor beskattes af overførslerne, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1. Det forhold, at Østre Landsret i en straffesag om en anden overførsel havde fundet, at der var tale om et ulovligt direktørlån, kunne ikke tillægges vægt ved bedømmelsen. 

Endvidere fandt retten, at SKAT havde været berettiget til at foretage en fornyet skønsmæssig ansættelse af skatteyderens indkomst for indkomståret 2007. Skatteyderen havde ikke løftet bevisbyrden for, at den af SKAT foretagne fornyede taksation var udøvet på et forkert grundlag eller medførte et åbenbart urigtigt resultat, herunder bl.a. fordi skatteyderen ikke havde godtgjort, at skatteyderens kommanditselskab ikke var den reelle sælger af en række ejendomme. 

Endelig fandt retten, at det var med rette, at Landsskatteretten ikke behandlede en indsigelse om virksomhedsskatteordningen under klagesagen, da skatteyderen ikke havde gjort indsigelsen gældende i klageskrivelsen. Det forhold, at skatteyderen under et møde med Skatteankestyrelsen - mere end 10 år efter klagefristens udløb - og i et efterfølgende indlæg gjorde indsigelsen gældende, ændrede ikke herved.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Sagen drejede sig om en skatteyder, hvis skattepligtige indkomst for indkomstårene 2017, 2018 og 2019 var blevet forhøjet af skattemyndighederne på baggrund af indsætninger på skatteyderens bankkonti og hævninger fra skatteyderens selskabskonti. Herudover havde skattemyndighederne beskattet skatteyderen af værdien af fri bil i indkomstårene 2018 og 2019. Efter bevisførelsen for retten, fandt retten ikke grundlag for, at Skattestyrelsens og Skatteankenævnets afgørelser var foretaget på et utilstrækkeligt grundlag. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Retten fandt, at skatteyderen havde løftet bevisbyrden for, at indsætninger på hans konto udgjorde forudbetalinger for salg af et anpartsselskab, og skatteyderen havde dermed løftet bevisbyrden for, indsætningerne ikke skulle beskattes hos ham efter statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten havde truffet afgørelse om, at en skattepligtig skulle betale gaveafgift af et arveforskud, der var givet som led i en ejendomsoverdragelsesaftale mellem den skattepligtige og dennes (red.familiebetegnelse.nr.1.fjernet). Den skattepligtige havde i tiden frem til overdragelsesaftalen forpagtet den overdragne ejendom af sin (red.familiebetegnelse.nr.1.fjernet). 

Retten konstaterede, at det af ejendomsoverdragelsesaftalen fremgik, at den skattepligtiges (red.familiebetegnelse.nr.1.fjernet) betingede handel af, at den del af forpagtningsafgiften, der var forældet, skulle betragtes som et arveforskud, hvor den skattepligtige skulle betale afgiften heraf. Retten bemærkede samtidigt, at denne betingelse ikke fandtes at være stridende med forældrenes forudgående testamente. 

Retten lagde til grund, at den skattepligtige i forbindelse med indgåelsen af overdragelsesaftalen uden forbehold accepterede, at den forældede forpagtningsafgift, som betingelse for aftalen, skulle betragtes som et arveforskud. Videre fandt retten, at den skattepligtige ved indgåelsen af overdragelsesaftalen på de vilkår, der fremgik heraf, havde frafaldet forældelsesindsigelsen i forhold til den forældede del af forpagtningsafgiften.  

Retten konstaterede herefter, at som følge af, at den skattepligtige frafaldt forældelsesindsigelsen i forhold til den forældede forpagtningsafgift, der i overdragelsesaftalen blev opgjort til et bestemt beløb, udgjorde dette beløb værdien af arveforskuddet, jf. arvelovens § 43. Retten lagde herved navnlig lagt vægt på, at overdragelsesaftalen enten ikke var blevet indgået eller at den var indgået på andre vilkår, såfremt den skattepligtige ikke havde accepteret denne værdiansættelse. Under de omstændigheder udgjorde dette beløb således handelsværdien i forholdet mellem den skattepligtige og dennes (red.familiebetegnelse.nr.1.fjernet), og dermed den værdi arveforskuddet havde, også i afgiftsmæssig henseende, jf. lov om afgift af dødsboer og gaver, § 27, stk. 1.

Af de grunde var arveforskuddet ifølge retten gaveafgiftspligtig, jf. lov om afgift af dødsboer og gaver, § 23, stk. 3, jf. stk. 1, for den del af værdien, der oversteg grundbeløbet, der afgiftsfrit kunne gives til den skattepligtige i 2019, jf. samme lovs § 22, stk. 1, således som det fremgik af Landsskatterettens afgørelse.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

På baggrund af den teknologiske udvikling i samfundet, og fordi et Smartwatch med eller uden eSIM med adgang til telefoni kan sammenlignes med en smartphone, kunne Skatterådet bekræfte, at et Apple Watch eller lignende Smartwatch med eller uden eSIM måtte anses for en telefon omfattet af beskatningen af fri telefon i ligningsloven § 16, stk. 12.

Det var endvidere Skatterådets opfattelse, at der i den foreliggende sag var en reel arbejdsmæssig begrundelse for at stille et Smartwatch med eller uden eSIM til rådighed for de ansatte som telefon nr. 2, selvom det ville blive tilbudt gennem en lønomlægning/bruttolønsordning.

Skatterådet lagde vægt på, at et Smartwatch i et vist omfang indeholder anvendelsesmuligheder og funktionaliteter, som en smartphone ikke indeholder. I kraft af at uret sidder rundt om håndleddet, vil det endvidere være nemmere for medarbejderne at have uret med sig i forhold til en smartphone, og medarbejderne vil derved have adgang til hurtigere at kunne besvare et kundeopkald og beskeder, samt få et overblik over kalendere mv.

Skatterådet forudsatte, at Smartwatch’et ikke reelt stilles til rådighed for andre i medarbejderens husstand.

Sagen angik, om klageren var berettiget til dispensation for overskridelse af fristen for indsendelse af selvangivelser og beholdningsoversigter for årene efter fraflytningsåret, jf. aktieavancebeskatningslovens § 39 A, stk. 11. Efter en konkret vurdering fandt Landsskatteretten, at omstændighederne talte for, at der kunne gives dispensation til at se bort fra fristoverskridelserne i indkomstårene 2015 - 2017 med indsendelse af oplysninger og beholdningsoversigter. Landsskatteretten lagde herved vægt på, at klageren rettidigt inden den 1. juli 2015 anmodede om og fik bevilliget henstand samt indgav oplysninger og beholdningsoversigt i forbindelse med hans fraflytning i indkomståret 2014, jf. aktieavancebeskatningslovens § 39, den beløbsmæssige betydning, at klagerens skattepligt til Danmark var genindtrådt, og at der ikke skete salg af aktiebeholdningen, mens klageren var bosiddende i Sverige. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Praksis for forståelsen af begrebet "behørigt begrundet", som anvendes i momslovens § 34, stk. 2, fastlægges i styresignalet. Efter bestemmelsen finder fritagelsen i momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, for EU-varesalg ikke finder anvendelse, hvis leverandøren ikke har listeindberettet EU-salget, eller hvis den indsendte liste ikke indeholder de korrekte oplysninger om leveringen, medmindre leverandøren behørigt kan begrunde undladelsen over for Skattestyrelsen.