Klagen angik et af Skatterådet afgivet bindende svar om, hvorvidt omgåelsesklausulen i ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse på de enkelte transaktioner eller på den samlede transaktion som beskrevet i anmodningen. Det fremgik af sagen, at aktionærerne i H1 A/S i stedet for et dansk holdingselskab i koncernen ønskede at etablere et nyt norsk holdingselskab. Dette ønskedes gennemført ved en samlet omstrukturering, hvorved aktionærerne i H1 A/S ved en aktieombytning indskød deres aktier i H1 A/S i et nyt norsk holdingselskab, H2 AS, hvorefter H2 AS ejede alle aktier i H1 A/S, efterfulgt af en grænseoverskridende lodret fusion af H2 AS og H1 A/S med H2 AS som det fortsættende selskab. H2 AS kom herefter til at eje de aktiver, der ejedes af H1 A/S, herunder aktiebeholdningen i det børsnoterede norske selskab H3, aktiebeholdningen i H6 SA, Land Y2, og en likvid beholdning. Aktiver og passiver i H1 A/S udgik herved af dansk beskatning. Den grænseoverskridende fusion ønskedes i Danmark gennemført som en skattefri fusion i henhold til fusionsskattelovens § 15, stk. 4, og i Norge som en skattepligtig fusion. Landsskatteretten bemærkede, at den påtænkte aktieombytning og fusion måtte anses for et arrangement eller serie af arrangementer. Det påhvilede i forhold til ligningslovens § 3 skattemyndighederne at fastslå, at der var tale om et arrangement med det hovedformål, eller et af hovedformålene, at opnå en skattefordel, der virkede mod indholdet af eller formålet med skatteretten. Landsskatteretten fandt, at der var tale om et arrangement med det hovedformål, eller et af hovedformålene, at opnå en skattefordel, der virkede mod indholdet af eller formålet med skatteretten. Det påhvilede herefter klageren at godtgøre, at arrangementet var tilrettelagt af velbegrundede kommercielle årsager, der afspejlede den økonomiske virkelighed. Klageren fandtes ikke at have påvist en forretningsmæssig begrundelse for etableringen af H2 AS ved aktieombytning og H1 A/S´ ophør ved en grænseoverskridende lodret fusion. Formålet med disse transaktioner måtte anses at være at tilvejebringe en struktur, hvorefter aktiverne i H1 A/S kunne overføres til det nye norske holdingselskab uden at aktionærerne ville være begrænset skattepligtige af udbytte. Stiftelsen af det nye norske selskab ved aktieombytning fandtes alene at ske for at kunne gennemføre den grænseoverskridende skattefri fusion. Landsskatteretten stadfæstede således Skatterådets afgørelse vedrørende det påklagede spørgsmål.

Klageren havde under klagesagen om et bindende svar om en påtænkt disposition fremlagt en række nye oplysninger, der i vidt omfang tidsmæssigt lå efter Skatterådets besvarelse. Landsskatteretten afviste klagen, da oplysningerne ikke kunne anses for alene at have præciserende karakter, men derimod måtte anses for at være uden for rammerne af det påklagede afgørelsesgrundlag.

Sagen angik en forhøjelse af klagerens personlige indkomst med en skønsmæssigt fastsat lejeværdi på 50.000 kr. årligt for indkomstårene 2007 til 2012 samt 2015 vedrørende to af i alt tre lejligheder i en trefamiliesejendom, hvoraf klageren ejede 50 % i de påklagede indkomstår. Ifølge det oplyste havde klageren valgt beskatning efter reglerne for erhvervsmæssige udlejningsejendomme. Klageren var således skattepligtig af sin andel, som udgjorde 50 % af udlejningsejendommens samlede resultat. Klageren ejede ejendommen i lige sameje med en medejer. I de påklagede år havde medejeren beboet en lejlighed i ejendommen. Klageren havde benyttet en lejlighed til opbevaring af specielle møbler, og den sidste lejlighed havde været udlejet. Ejendommen var ikke omfattet af ejendomsværdiskattelovens regler. Landsskatteretten fandt, at klagerens rådighed over lejligheden på 1. sal var omfattet af bestemmelsen i statsskattelovens § 4, litra b, 2. pkt., hvoraf fremgik, at lejeværdien af bolig i den skattepligtiges egen ejendom beregnedes som indtægt for ham, hvad enten han havde gjort brug af sin beboelsesret eller ej. Det bemærkedes herved, at klageren efter fraflytningen i 2006 havde bevaret den fulde råderet over ejendommen og ikke gjort tiltag til at genudleje den. De to omhandlede lejligheder i klagerens ejendom havde et boligareal på henholdsvis 117 kvm og 129 kvm. Den af SKAT skønnede objektive leje var fastsat til samlet 100.000 kr. for de to lejligheder, svarende til 406,50 kr. pr. kvm årligt. Retten fandt, at de af SKAT fastsatte skønsmæssige lejeværdier måtte anses for retvisende. Retten stadfæstede den påklagede afgørelse vedrørende indkomstårene 2007 til 2013. For indkomståret 2015 havde klageren medregnet netto 50.000 kr. som yderligere leje i regnskabet for 2015, og SKATs forhøjelse af lejeindtægten for 2015 på 50.000 kr. blev nedsat til 0 kr. Forhøjelserne for indkomstårene 2007 til 2012 var foretaget uden for den ordinære ansættelsesfrist. Retten fandt, at klageren i forbindelse med selvangivelse af resultater vedrørende ejendommen måtte anses for at havde handlet groft uagtsomt. Retten lagde vægt på, at klageren var blevet bekendt med opgørelse af resultat for ejendommen i forbindelse med en skatteankenævnsafgørelse vedrørende indkomståret 1991, at der i resultatopgørelserne alene indgik indtægt fra ejendommens 2. sal, men blev fratrukket udgifter vedrørende hele ejendommen, og at klageren var bekendt med drift af udlejningsejendomme. Retten fandt herefter, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2007 til 2012 var opfyldt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og § 27, stk. 2. Landsskatteretten stadfæstede således de påklagede ansættelser for indkomstårene 2007-2013 og nedsatte ansættelsen med 50.000 kr. for indkomståret 2015.

Landsskatteretten afviste at besvare et spørgsmål om bindende svar om en tatovørvirksomheds momspligt. Landsskatteretten henviste til, at spørgsmålet, ud fra dets formulering, vedrørte, hvorvidt den af virksomheden udøvede aktivitet generelt kunne fritages for moms, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 7. Det stillede spørgsmål vedrørte dermed ikke de momsmæssige virkninger for virksomheden af en eller flere konkrete påtænkte eller gennemførte leveringer af ydelser mod vederlag, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1. Hertil kom, at spørgsmålet havde en sådan karakter, at det ikke med fornøden sikkerhed kunne besvares hverken be- eller afkræftende uden, at der blev taget forbehold i forhold til hver enkelt udgående transaktion, jf. skatteforvaltningslovens § 24, stk. 2. Det skyldtes, at momsen var transaktionsbaseret, hvorfor besvarelsen af det stillede spørgsmål ville afhænge af en konkret vurdering af, om hver enkelt udgående transaktion kunne kvalificeres som "anden kunstnerisk virksomhed" eller ej, jf. momslovens § 4, stk. 1, og § 13, stk. 1, nr. 7. Henset hertil afviste Landsskatteretten at realitetsbehandle og besvare det stillede spørgsmål. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse, således at besvarelsen af spørgsmålet blev ændret til "Afvises", jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1, og § 24, stk. 2.

SKAT havde ikke imødekommet en selvejende institutions anmodning om nedsættelse af lønsumsafgiftstilsvaret med 47.403 kr. for perioden 1. januar 2014 til 30. september 2016 vedrørende salg af adgang til et fitnesscenter til medlemmer i en kommune, idet SKAT ikke anså denne aktivitet for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 1 om "amatørsport i øvrigt".

Landsskatteretten bemærkede, at den selvejende institution ikke modtog tilskud i henhold til folkeoplysningsloven, og at aktiviteten med salg af adgang til fitnesscentret til medlemmerne primært var finansieret ved medlemmernes betaling af et månedligt abonnement. Henset til ordlyden af undtagelsesbestemmelsen i lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 1, dens historik og forarbejder og det bagvedliggende formål fandt Landsskatteretten, at den selvejende institutions salg af adgang til fitnesscentret til medlemmerne var omfattet af begrebet "amatørsport i øvrigt". Landsskatteretten henså herved til, at begrebet "amatørsport", der i henhold til forarbejderne var defineret som "ren amatøridræt, der hovedsageligt er finansieret ved medlemskontingenter", siden lov om arbejdsmarkedsbidrag havde været undtaget fra afgiftspligten, og at der - uanset de foretagne ændringer af bestemmelsens ordlyd - ikke fra lovgivers side havde været tilsigtet nogen ændringer heraf.

Landsskatteretten ændrede derfor SKATs afgørelse og gav den selvejende institution medhold.

Selskabet H2 var et selskab hjemmehørende i Liechtenstein, som havde en dansk filial. H2 ønskede at foretage udbyttelodninger til dets moderselskab i Y-land (H1) med midler, som skulle overføres direkte fra H2´s danske filial til H1.

Den danske filial af H2 ønskede derfor under spørgsmål 1 at få bekræftet, at H2 ikke ville blive udbyttebeskattet i medfør af selskabsskattelovens § 2 C, stk. 1, jf. stk. 7, af pengeoverførsler fra filialen til hovedkontoret i Liechtenstein, hvis selskabet i Liechtenstein efterfølgende ville udlodde udbytte til dets moderselskab (H1) med midler, som ville blive overført direkte fra den danske filial til moderselskabet (H1). Skatterådet kunne ikke bekræfte dette.

I forbindelse med H1's ønske om at frikøbe sig fra en tilskudsdeklaration, der er tinglyst på H1's ejendomme, anmodede H2 det daværende SKAT om at vurdere de pågældende ejendomme. SKAT vurderede ejendommen til (red. … værdi 1 udeladt) mio.kr. H2 påklagede SKATs udtalelse om værdien til Landsskatteretten, der afviste klagen.

Hovedsagen mellem H1 og H2 angår fastlæggelse af grundlaget for beregningen af det beløb, H1 skal betale til H2 for at frikøbe sig fra tilskudsdeklarationen, herunder om H2 er bundet af SKATs værdiansættelse af foreningens ejendomme.

Skatteministeriet blev adciteret af H2. Adcitationssagen angår, om SKATs udtalelse om ejendommenes handelsværdi er en forvaltningsretlig afgørelse, der kan prøves af Landsskatteretten, og i modsat fald om SKAT skal anerkende en højere værdiansættelse.

Hvad angår hovedsagen mellem H1 og H2 fandt retten, at SKATs udtalelse om ejendommenes værdi ikke var bindende for H2’s afgørelse om frikøb, at SKATs værdiansættelse ikke levede op til den vurderingsnorm, der efter ejendomsvurderingsloven skal indgå til at fastlægge ejendommenes aktuelle handelsværdi, og at det efter de afgivne skønserklæringer var godtgjort, at der var et misforhold mellem SKATs ansættelse af handelsprisen og ejendommenes faktiske handelsværdi. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte H2’s vurdering om ikke at fremsætte frigørelsestilbud på grundlag af SKATs vurdering.

Hvad angår adcitationssagen mellem H2 og Skatteministeriet, fandt retten, at det var med rette, at Landsskatteretten havde afvist klagen over SKATs udtalelse om ejendommenes værdi, idet udtalelsen ikke er en afgørelse, der kan påklages til Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 6 og § 11. Skatteministeriet blev derfor frifundet over for H2’s principale påstand om ophævelse af Landsskatterettens afgørelse om afvisning og hjemvisning til realitetsbehandling.

Med henvisning til, at H2 ikke var bundet af SKATs værdiansættelse, fandt retten endvidere, at H2 ikke havde retlig interesse i at få påkendt H2’s subsidiære påstande om, at Skatteministeriet skulle anerkende andre værdier af ejendommene end den af SKAT skønnede. Skatteministeriets afvisningspåstand over for disse påstande blev derfor taget til følge.

Skattestyrelsen havde ikke anset klagerens fortjeneste på godt 1,4 mio. kr. ved salg af en ejerlejlighed i 2018 for skattefri i medfør af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Klagerens forældre havde købt lejligheden den 15. august 2010 for 1.515.000 kr. Forældrene udlejede lejligheden til klageren, der boede i den i perioden 1. september 2010 - 25. august 2018. Klagerens kæreste flyttede ind i lejligheden i 2014. Klageren købte lejligheden af sine forældre den 27. december 2017 med overtagelse senest den 1. april 2018 for 1.725.000 kr., hvilket svarede til den offentlige ejendomsvurdering med tillæg af 15 %. Den 26. marts 2018, det vil sige inden den seneste overtagelsesdag den 1. april 2018 ifølge klagerens købsaftale med forældrene, blev en ejendomsmægler kontaktet med henblik på salg af lejligheden. Klageren indgik den 30. marts 2018 formidlingsaftale med mægleren, hvorefter lejligheden skulle udbydes til salg for 3.695.000 kr. Ved købsaftale af 13. april 2018 købte klageren og kæresten en anden ejendom med overtagelse den 1. august 2018 for 3.775.000 kr. Aftalen var betinget af, at klageren fik solgt lejligheden. Lejligheden blev solgt til tredjemand den 6. juni 2018 for 3.250.000 kr.

Landsskatteretten anførte, at der over for dette forløb ikke forelå oplysninger, der godtgjorde, at klagerens køb af lejligheden fra hans forældre for en væsentlig lavere pris, end han videresolgte lejligheden for mindre end et halvt år efter til tredjemand, skete med henblik på, at lejligheden reelt skulle tjene som bolig for klageren, og at købet ikke blot skete i et forsøg på at undgå beskatning af den betydelige fortjeneste.

Oplysninger om, at det var forventningen, at klageren og hans kæreste skulle bo i lejligheden i en længere periode, men at klageren satte lejligheden til salg af frygt for en boligboble, og at han som følge af naboens salg for 3,7 mio. kr. ønskede at se, hvilke salgsmuligheder der var for hans lejlighed, kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Skattestyrelsen havde pålagt et selskab at indberette værdi af fri bil vedrørende A, der var direktør i og ejer af selskabet. Landsskatteretten anførte, at A i den omhandlede periode som direktør og ejer af selskabet havde rådighed over den omhandlede bil, en Audi Q5, 3,0 Ouattro, som selskabet lejede. A havde Adresse Y1, By Y1, hvor selskabet ligeledes havde adresse. Der forelå ingen oplysninger, der i tilstrækkelig grad sandsynliggjorde, at Audien, som var velegnet til privat brug, uden for arbejdstid altid holdt parkeret ved selskabets driftslokaler på Adresse Y2, By Y1. Den fremlagte kørebog, der ifølge oplysninger på retsmødet var rekonstrueret, var først fremkommet under klagesagen, og grundlaget for kørebogens angivelser var ikke fremlagt. Der forelå ikke en skriftlig aftale mellem A og selskabet om, at Audien ikke måtte anvendes til privat kørsel.

Under disse omstændigheder sammenholdt med skiftende forklaringer om, hvorvidt hovedanpartshaven havde anvendt bilen, fandt Landsskatteretten, at det påhvilede selskabet at sandsynliggøre, at Audien ikke var stillet til rådighed for A og ikke blev anvendt til privat kørsel.

Grundlaget for de meget præcise angivelser i den rekonstruerede kørebog, der først fremkom under klagesagen, var ikke fremlagt. På dette grundlag fandt Landsskatteretten, at kørebogen ikke sandsynliggjorde, at Audien ikke var stillet til rådighed for A og ikke blev anvendt til privat kørsel.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Skattestyrelsen havde ikke godkendt selskabets fradrag for indgående afgift af udgifter til ombygning af en ejendom bestående af 31 rækkehuse, som selskabet efter endt opførelse tog i brug til momsfritaget udlejning. Landsskatteretten fandt, i overensstemmelse med Skattestyrelsen, at selskabet ikke havde ret til fradrag, jf. momslovens § 37, stk. 1. Landsskatteretten lagde vægt på, at selskabet ikke havde godtgjort, at der var en oprindelig eller efterfølgende hensigt om at gennemføre afgiftspligtige transaktioner. Det fremlagte materiale understøttede tværtimod, at selskabet ombyggede ejendommen med henblik på at overdrage ejendommen eller selskabet til en investor med den bestående udlejningsaktivitet.

Sagen angik værdiansættelsen af en ejendom i Sverige, som var blevet overdraget som gave. Landsskatteretten fandt, at cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 om værdiansættelsen af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegning ikke indeholdt særlige regler om værdiansættelse af udenlandske ejendomme, og at cirkulæret blandt andet henviste til, at den seneste bekendtgjorte vurdering efter vurderingsloven kunne lægges til grund ved gaveafgiftsberegningen. Cirkulæret henviste derimod ikke til ejendomsværdiskatteloven. Henset hertil fandt Landsskatteretten, at gaveafgiftsgrundlaget skulle fastsættes med udgangspunkt i cirkulæret, hvorefter gaveafgiftsgrundlaget udgjorde ejendommens handelsværdi på tidspunktet for modtagelsen af gaven. Landsskatteretten fandt herefter, at ejendommens handelsværdi skulle ansættes skønsmæssigt til 400.000 SEK, idet der ved skønnet blev henset til den svenske offentlige ejendomsvurdering for 2021 på 300.000 SEK, ligesom der blev henset til, at den svenske offentlige vurdering for 2021 alene tilsigtede at udgøre 75 % af markedsværdien. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Sagen angik, om klagerens anmodning om fradrag uden indskud efter etableringskontolovens § 4, stk. 2, skulle imødekommes. Landsskatteretten lagde ved sagens afgørelse til grund, at klageren siden 1998 havde drevet virksomhed som privatpraktiserende læge, og at klagerens virksomhed som privatpraktiserende læge ikke var ophørt ved lukningen af H5 pr. 31. december 2017, men var fortsat i interessentskabet H4 I/S pr. 1. januar 2018. Da der i indkomståret 2020 dermed var forløbet mere end 5 år fra etableringen af klagerens selvstændige erhvervsvirksomhed, fandt Landsskatteretten, at betingelserne for fradrag uden indskud på baggrund af virksomhedsoverskud ikke var til stede, jf. etableringskontolovens § 4, stk. 2, jf. § 2. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om selskabet havde ret til fradrag for rejseomkostninger. Skattemyndighederne havde anset udgifterne som fradragsberettigede som lønudgift til selskabets hovedanpartshaver og direktør. Det var alene skattemyndighedernes afgørelse om selskabets ansættelse, der var blevet indbragt for domstolene. 

Retten fandt, at selskabet havde fungeret som formidler af konsulentydelser. Efter bevisførelsen var det ikke godtgjort, at de afholdte udgifter til rejseaktiviteter havde en sådan sammenhæng med salget af konsulentydelser, at dette kunne begrunde fradragsret for rejseudgifter, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eller ligningslovens § 8, stk. 1. Ligeledes fandt retten, at dele af de afholdte udgifter ikke blev afholdt i selskabets interesser men for andre af hovedanpartshaverens selskaber.

Uanset om fordelen tilfaldt hovedanpartshaveren personligt eller et af hans selskaber, var det ikke godtgjort, at midlerne var medgået til selskabets drift, og at de ikke havde passeret hovedanpartshaverens økonomi. 

Da det var ubestridt i sagen, at hovedanpartshaveren var lønmodtager i selskabet, var skattemyndighederne derfor berettigede til at anse midlerne som yderligere løn til hovedanpartshaveren. Selskabet kunne derfor fradrage udgifterne som yderligere løn, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, hvorfor Skatteministeriet blev frifundet.

Retten fandt, at skatteyderen ikke kunne få prøvet sine påstande, som de var formuleret. Sagen blev derfor afvist. 

For skatteyderens principale påstand lagde retten vægt på, at den ikke var egnet til at danne grundlag for domskonklusioner, idet en stor del af påstanden mere havde karakter af anbringender. Retten lagde også vægt på, at der ikke længere bestod en retsuvished mellem parterne, idet skattemyndighederne allerede ved sagens behandling i det administrative system havde givet skatteyderen medhold. 

For skatteyderens subsidiære påstand lagde retten vægt på, at også for denne var der ikke grundlag for en prøvelse, idet skatteyderen allerede havde fået medhold ved sagens behandling i det administrative system. 

Boligejeren havde ikke godtgjort, at den skønsmæssige grundværdiansættelse var truffet på et forkert eller mangelfuldt grundlag, der var egnet til at påvirke værdiansættelsen, eller at vurderingsmyndighedens skøn havde ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Vurderingsmyndigheden var ikke bundet af parternes foretagne fordeling af handelsprisen for grunden, og dens afgørelser kunne ikke tilsidesættes alene med grundlag i, at grundværdien væsentlig oversteg den ved købsaftalen indgåede salgspris. 

Boligejeren havde ikke godtgjort, at vurderingsmyndigheden ved inddragelsen af byggeretsværdiprincippet havde foretaget et ulovligt eller forkert skøn, og det var heller ikke godtgjort, at vurderingsmyndigheden ikke havde foretaget et skøn på grundlag af de tilvejebragte oplysninger i sagen. Salgsoplysninger for ejendomme, der var bebyggede, eller hvor omfanget af forureningen afveg fra forureningen på boligejerens grund, burde ikke have været inddraget i sammenligningsgrundlaget. 

Vurderingsmyndigheden havde inddraget oplysninger om jordforureningen på boligejerens grund og foretaget et fradrag for udgifter ved en oprensning på grundlag af en udført beregning af omkostningerne ved en oprydning af forureningen. Boligejeren havde ikke ved syn og skøn eller på anden måde godtgjort, at der var begået fejl ved beregningen af fradraget, eller at fradraget skulle have været væsentligt højere. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

En skatteyder blev anset for fuldt skattepligtig til Danmark, idet landsretten fandt, at skatteyder ikke havde løftet bevisbyrden for, at han havde haft til hensigt at bosætte sig og forblive bosat i udlandet i indkomstårene 2009 og 2010.

Landsretten fandt desuden, at skatteyder skulle beskattes af en udgiftsafholdelse i skatteyders selskab, og at skatteyder skulle beskattes af nogle indsætninger på sin bankkonto.  

I sagen var der anmodet om afholdelse af syn og skøn om, hvorvidt et hestestutteri blev drevet erhvervsmæssigt.

Parterne var enige om, at der skulle medvirke to skønsmænd, hvilken organisation, der skulle bringe den ene skønsmand i forslag, og at både R1-revision og G1-institut, opfyldte uvildigheds- og kvalifikationskriterierne for at kunne komme med forlag til den anden skønsmand. Parterne var ikke enige om, hvilken af de to organisationer, der var bedst egnet til at komme med forslag til en skønsmand med relevant faglig viden og indsigt, og dermed hvilken organisation, der skulle vælges til at bringe sagens anden skønsmand i forslag. 

Det var i overensstemmelse med sædvanlig praksis at indhente forslag til skønsmænd fra R1-revision. Landsretten fandt, at der efter det foreliggende ikke var grundlag for at antage, at G1-institut, var mere egnet end R1-revision til at bringe en skønsmand i forslag. Landsretten bemærkede herved, at det måtte forudsættes, at R1-revision ville være opmærksom på, at den skønsmand, som de skulle bringe i forslag, havde den fornødne sagkundskab.

Landsretten tiltrådte derfor byrettens afgørelse om, at R1-revision skulle komme med forslag til den anden skønsmand.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at indsætninger på hans konto ikke udgjorde skattepligtig indkomst. 

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Retten fandt, at skatteyderen ikke var berettiget til afgiftsfritagelse af arv på ca. 5 mio. kr. i medfør af boafgiftslovens § 3, stk. 2. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Skatteyderen var en fond, hvis vedtægter ubestridt var almenvelgørende eller almennyttige, med undtagelse af en bestemmelse om en bestemmelse om vedligeholdelse af fondsstifterens familiegravsted, som ubestrideligt ikke var almenvelgørende eller almennyttigt. Retten fandt efter en samlet vurdering, at det ikke var godtgjort, at fondsvedtægternes formål vedrørende familiegravstedet udgjorde en så begrænset del af fondens formål, at fonden på trods heraf praktisk talt udelukkende har almenvelgørende eller andet almennyttigt formål, jf. boafgiftslovens § 3, stk. 2.

Retten fandt, at det forhold, at fonden ikke endnu havde afholdt udgifter til gravstedet, samt at fondens formand og gravstedsindehaveren havde forklaret, at han ikke havde til hensigt at forny gravstedet, ikke kunne føre til et andet resultat. Det forhold, at skattemyndighederne tidligere fremkom med en vejledende udtalelse om, at fondens formål umiddelbart ville kunne anses for almennyttigt eller almenvelgørende, kunne heller ikke føre til andet resultat. 

Dommen er anket til landsretten.

Sagen angik, hvorvidt Skattestyrelsens afgørelse af 26. oktober 2021 var rettidig i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Skattestyrelsen havde imødekommet en anmodning fremsat af en skatteyders rådgiver med henvisning til rådgiverens forhold som sygdom og ferie. Retten fandt efter en konkret vurdering, at anmodningen om fristforlængelse blev givet for at give skatteyderen mulighed for at varetage sine interesser, hvilket blev understøttet af, at rådgiveren anmodede om sagens bilag i forlængelse af fristudsættelsen. 

Retten fandt, at det var irrelevant, at skatteyderens tidligere rådgiver i sagen havde oplyst, at der ikke ville blive indleveret yderligere materiale, ligesom det ikke havde betydning for sagens resultat, at den anmodede rådgiver ikke udnyttede fristudsættelsen ved at fremkomme med yderligere bemærkninger.  

Skatteministeriet blev derfor frifundet.