Sagen angik, dels om et lån ydet af skatteyderens selskab til et andet selskab, der også var ejet af skatteyderen, udgjorde et indirekte lån til skatteyderen omfattet af ligningslovens § 16 E, og dels om skatteyderen skulle beskattes af overskud af udlejningsvirksomhed.

Retten fandt, at lånet ikke var forretningsmæssigt begrundet og ikke ydet i det långivende selskabs interesse. Retten lagde derfor til grund, at lånet alene var ydet i kraft af skatteyderens bestemmende indflydelse i begge selskaber, og at lånet på den baggrund måtte anses for at have passeret hans økonomi. Skatteyderen var derfor skattepligtig af lånebeløbet som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 E, jf. § 16 A. Retten fandt videre, at Skatteyderen ikke havde godtgjort, at overførslerne var udtryk for fejl, og det kunne ikke føre til et andet resultat, at det låntagende selskab efter skatteyderens forklaring var blevet stiftet af og efter råd fra revisor, som også havde rådgivet om overførslerne.

Retten fandt desuden, at skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af overskuddet af skatteyderens udlejningsvirksomhed, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes beløbsmæssige opgørelse af overskuddet, der blandt andet omfattede en fikseret husleje vedrørende skatteyderens datter. 

Spørger 1 og Spørger 2 er ægtefæller og har fire fælles børn. Ægtefællerne overdrog i november 2025 alle deres kapitalandele i et selskab til deres børn. Overdragelsesaftalerne var betinget af, at Skattestyrelsen ved bindende svar bekræftede, at betingelserne for overdragelse af kapitalandelene med skattemæssig succession var opfyldt. Skatterådet bekræftede, at Spørger 1 og Spørger 2 kunne overdrage kapitalandelene i selskabet til deres børn med skattemæssig succession efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven § 34.

Sagen angik, om en skatteyder som hovedanpartshaver kunne beskattes af driftsunderskuddet i sit selskab som maskeret udbytte samtidig med, at han blev rådighedsbeskattet for privat brug af selskabets heste.

Sagen angik desuden, om selskabet havde været berettiget til at fratrække de driftsmæssige underskud fra stutterivirksomheden, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, samt om selskabet skulle beskattes af en fikseret lejeindtægt på baggrund af skatteyderens rådighed over hestene, jf. ligningslovens § 2 og statsskattelovens § 4.

Endelig havde selskabet og hovedanpartshaveren gjort gældende, at beskatningen var i strid med nettoindkomstprincippet, og at den fikserede leje skulle indgå i driften af virksomheden som en lejeindtægt, således at selskabets driftsunderskud og dermed også det beløb, som hovedanpartshaveren blev udlodningsbeskattet af, blev reduceret.

Det var i sagen ubestridt, at selskabets virksomhed med drift af køb og salg af heste ikke var erhvervsmæssig, og at driftsunderskuddet derfor skulle anses som maskeret udbytte. Det var desuden ubestridt, at selskabet havde stillet heste til rådighed for hovedanpartshaverens private brug uden at have modtaget vederlag herfor. 

Landsretten lagde til grund, at der i selskabets regnskaber ikke var medtaget finansieringsomkostninger knyttet til indkøbet af hestene, men alene afskrivninger og driftsomkostninger. Ved beskatningen af driftsunderskuddet var der således ikke sket beskatning for den del af markedslejen, der ville udgøre et beløb svarende til en forrentning af investeringen i hestene. Der var derfor ikke tale om en dobbeltbeskatningssituation. 

Landsretten fandt på den baggrund, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens afgørelser om fiksering af markedslejen, henholdsvis værdiansættelse af skatteyderens rådighed over heste, der var opgjort på baggrund af en markedsrente svarende til diskontoen + 4 % af hestenes anskaffelsessum.  

Landsretten fandt desuden, at den beskatning, der var foretaget ved Skattestyrelsens afgørelser ikke var i strid med nettoindkomstprincippet. Landsretten udtalte, at den foretagne beskatning som følge af den manglende betaling, ikke påvirkede opgørelsen af underskuddet. Der var derfor ikke grundlag for at reducere driftsunderskuddet med den fikserede leje.

Skatteministeriets påstande blev derfor taget til følge. 

Anmodningen handlede om en påtænkt omstrukturering, hvor Spørger ønskede at foretage en ombytning af alle sine aktier i H2 der var et islandsk kapitalselskab med anparter i H1 (ApS) uden tilladelse fra Skattestyrelsen. På den måde fik Spørger et dansk selskab ind mellem sig selv og det islandske selskab.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at Spørger kunne gennemføre aktieombytning af H2 skattefrit efter de objektive regler i aktieavancebeskatningslovens § 36, og at det ikke udløste beskatning hos Spørger.

Under spørgsmål 2 bekræftede Skatterådet at transaktionen kunne gennemføres uden at være i strid med ligningslovens § 3, idet de påtænkte dispositioner ikke blev anset for at have til formål at opnå skattemæssige fordele for de involverede selskaber som følge af omstruktureringen.

Spørger var et ikke skattefritaget dødsbo, hvori der indgik en række udlejningsejendomme og en skov- og landbrugsejendom, som afdødes børn skulle arve. Sønnen B skulle arve skov- og landbrugsejendommen, hvorfra der blev drevet skovvirksomhed, landbrug, udlejning af boliger på ejendommen og udlejning af dagsjagter.

Skatterådet bekræftede, at sønnen ville få udloddet én selvstændig virksomhed ud af flere virksomheder, og at han derfor kunne overtage den til skov- og landbrugsvirksomheden svarende del af indestående på konto for opsparet overskud, jf. dødsboskattelovens § 39, stk. 2, 2. pkt.

I dødsboet indgik der endvidere finansielle aktiver. De finansielle aktiver vedrørte ikke direkte nogen af virksomhederne, men var indtjent i en virksomhed, der var solgt tidligere.

I den situation var det Skatterådets opfattelse, at der ved beregningen af det overtagne opsparede overskud ikke var nogen begrænsninger i, hvordan de finansielle aktiver blev fordelt mellem de forskellige virksomheder ved udlodningen til arvingerne. Skatterådet bekræftede derfor, at de finansielle aktiver frit kunne fordeles mellem virksomhederne ved udlodningen til arvingerne og dermed ved beregningen af den del af konto for opsparet overskud, som sønnen kunne overtage.

Sønnen kunne som nævnt ovenfor overtage den til skov- og landbrugsvirksomheden svarende del af det opsparede overskud. Denne del skulle beregnes efter forholdet mellem kapitalafkastgrundlaget i den udlagte virksomhed og det samlede kapitalafkastgrundlag for alle virksomhederne. Der kunne dog ikke overtages et større opsparet overskud end værdien af kapitalafkastgrundlaget i den udlagte virksomhed. Skatterådet bekræftede, at Spørgers beregninger af det overtagne opsparede overskud var opgjort efter disse principper.

I en sag, hvor særordningen om rejsebureauers opgørelse af afgiftsgrundlaget til fortjenstmargin i momslovens §§ 67-68 fandt anvendelse, havde et selskab stiftet et datterselskab, hvis formål var at indkøbe flybilletter fra tredjemand og sælge dem (uændret) til selskabet med en avance. Spørgsmålet var, om der mellem selskabet og datterselskabet, som var interesseforbundne parter, jf. momslovens § 29, stk. 3, reelt var sket levering af en ydelse mod vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1, og om datterselskabet var en afgiftspligtig person, der drev selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1. Videresalget af flybilletter fra datterselskabet til selskabet var en momsfritaget transaktion i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 15. Videresalget af flybilletter skete til en højere værdi end markedsprisen, hvorved selskabets margenmoms blev reduceret væsentligt, og der blev genereret et stort overskud i datterselskabet, som efterfølgende blev udloddet til selskabet. Landsskatteretten fandt, at datterselskabet ikke drev selvstændig økonomisk virksomhed i momslovens forstand, jf. momslovens § 3, stk. 1, da aktiviteten - henset til samhandelsvilkår og pengestrømme - reelt var udøvet for selskabets regning og risiko. Datterselskabet var alene stiftet og indskudt i transaktionskæden med det formål, at selskabet kunne opnå en momsbesparelse ved lavere margenmoms. Som følge heraf var datterselskabet ikke en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, stk. 1, og transaktionerne mellem selskaberne var dermed ikke omfattet af momslovens anvendelsesområde, jf. momslovens § 4, stk. 1. Landsskatteretten fandt derfor, at der skulle ses bort fra den merpris, som det kunstigt indskudte datterselskab havde opkrævet ved det formelle indkøb og videresalg af flybilletterne. Herved opnåedes en momsmæssig behandling, der afspejlede den økonomiske og forretningsmæssige virkelighed, som var, at selskabet reelt havde indkøbt billetterne hos flyselskaberne.
Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klageren i skattemæssig henseende kunne anses for at have drevet erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2021-2023. På baggrund af det oplyste og forklarede vedrørende klagerens baggrund og virksomhedens drift lagde Landsskatteretten til grund, at klageren havde de nødvendige faglige forudsætninger, og at virksomheden blev drevet sædvanligt og fagligt forsvarligt. Landsskatteretten bemærkede, at klagerens diagnose var et handicap, der medførte nedsat arbejdsevne, og at der ved vurderingen af klagerens virksomhed skulle tages højde herfor i relation til opstartsperiode og ved vurderingen af rentabilitet og driftsherreløn. På det foreliggende grundlag nærede Landsskatteretten betænkelighed ved på daværende tidspunkt at underkende klagerens virksomhed som værende erhvervsmæssig. Efter en konkret vurdering fandtes såvel intensitets- som rentabilitetskriterierne således at være opfyldt. Landsskatteretten gav derfor klageren medhold i, at der for indkomstårene 2021-2023 havde været drevet erhvervsmæssig virksomhed, og underskuddene for de omhandlede år kunne fradrages.
Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klageren var skattepligtig i Danmark i indkomståret 2017 af en pensionsudbetaling fra Schweiz, om der var grundlag for at give credit-lempelse for skat afholdt i Schweiz, og om betingelserne for ekstraordinær skatteansættelse af indkomståret 2017 var opfyldt. Klagerens fulde skattepligt til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, ansås indtrådt den 1. april 2017, hvor klageren blev registreret som indrejst i Danmark. Landsskatteretten fandt, at klagerens ordning var en pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr. 3, og at pensionsordningen ikke skulle medregnes ved opgørelse af den skattepligtige indkomst forud for udbetalingen, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 5, men at den samlede udbetaling skulle medregnes ved opgørelse af den skattepligtige indkomst på udbetalingstidspunktet, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 6. Landsskatteretten bemærkede, at i medfør af schweiziske regler vedrørende pension havde pensionsopspareren mulighed for at få udbetalt sin pensionsopsparing, før pensionsalderen blev opnået, hvis den pensionsberettigede forlod Schweiz permanent. To retsmedlemmer fandt, at retten til pensionsudbetalingen var erhvervet på tidspunktet, hvor den begivenhed, som udløste ret til udbetalingen, indtrådte, og at denne betingelse var først opfyldt, når klageren kunne anses for at have forladt Schweiz permanent. Klageren fandtes at have erhvervet ret til udbetalingen som følge af sin tilflytning til Danmark den 1. april 2017, hvorfor indkomsten var oppebåret på et tidspunkt, hvor klageren var skattepligtig til Danmark. Indkomsten fra pensionsudbetalingen skulle således beskattes i indkomståret 2017. Klageren ansås endvidere for berettiget til credit-lempelse for afholdt skat i Schweiz. Disse retsmedlemmer fandt endvidere, at betingelserne for ekstraordinær ansættelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og stk. 2, var opfyldt.  Klagerens undladelse af at indberette indkomsten fra den delvise udbetaling af sin schweiziske pensionsordning, fandtes således at kunne tilregnes klageren som mindst groft uagtsomt, og fristerne i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ansås ligeledes for overholdt. Skattestyrelsens afgørelse blev derfor stadfæstet. (dissens)

Landsskatteretten havde tidligere taget stilling til, om der var indtrådt forældelse af den restskat, som den påklagede afgørelse udløste, jf. SKM2023.563.LSR. Landsskatteretten fandt, at der ikke var indtrådt forældelse af kravet på restskat, og Landsskatteretten hjemviste samtidig sagen til fornyet behandling i Skattestyrelsen, idet der for Landsskatteretten var fremlagt nye oplysninger.

Skattestyrelsen traf som følge af hjemvisningen en ny afgørelse, som klageren påklagede til Landsskatteretten. Denne sag angik således klagen over Skattestyrelsens nye afgørelse som følge af hjemvisningen.

Landsskatteretten fandt under henvisning til SKM2023.563.LSR fortsat, at der ikke var indtrådt forældelse af den restskat, som den påklagede afgørelse udløste. Landsskatteretten fandt endvidere, at det forhold, at Landsskatteretten tidligere ved SKM2023.563.LSR havde taget stilling til forældelse og fundet, at Skattestyrelsens krav på restskat for indkomståret 2006, der udsprang af Skattestyrelsens afgørelse af 1. marts 2022, ikke var forældet, ikke var til hinder for, at Landsskatteretten i forbindelse med efterprøvelsen af Skattestyrelsens afgørelse som følge af hjemvisningen kunne tage stilling til forældelse af Skattestyrelsens krav på restskat for indkomståret 2006, som var afledt af denne afgørelse. Landsskatteretten tiltrådte Skattestyrelsens skøn over nettopokergevinster, som klageren skulle beskattes af, og Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Retten fandt, at sagsøgeren - der var indehaver af en momsregistreret personligt drevet virksomhed - ikke var betalingspligtig i medfør af den dagældende momslovs § 46, stk. 7, for moms anført på en række fiktive fakturaer, som var påført virksomhedens identifikationsoplysninger af en tredjemand. 

Sagen angik, at Skatterådet havde svaret benægtende på, at klageren kunne fraflytte Danmark uden fraflytningsbeskatning af aktieavance, da klageren blev anset for at have haft den fornødne tilknytning til Danmark efter aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3. I overensstemmelse med det oprindeligt oplyste over for Skatterådet, lagde Landsskatteretten til grund, at klageren havde været fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1 i 7 år og 7 måneder, mens klageren i samme periode havde haft skattemæssigt hjemsted i Danmark i 5 år, 10 måneder og 16 dage. Landsskatteretten anførte bl.a., at fraflytterbeskatning efter aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3, 1. pkt., var betinget af, at personen havde været skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 eller § 2 af aktiegevinster i en eller flere perioder på i alt mindst 7 år inden for de seneste 10 år før skattepligtsophør. Tilknytningskriteriet i aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3, blev indsat som aktieavancebeskatningslovens § 13 a, stk. 4, ved lov nr. 310 af 25. maj 1987, og der fremgik hverken af bestemmelsens tidligere ordlyd eller forarbejderne hertil eller senere ændringer yderligere krav eller hensyntagen til en persons skattemæssige hjemsted som en betingelse for opfyldelsen af tilknytningskriteriet ved fraflytterbeskatning. Det forhold, at en person, der var skattepligtig efter kildeskattelovens §§ 1 eller 2 samtidig havde haft skattemæssigt hjemsted i udlandet efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst, var herefter uden betydning for opfyldelsen af tilknytningskriteriet i aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3. Retten fandt således, at det af ordlyden af bestemmelsen i aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3, klart fremgik, at det var alle perioder, hvor en person havde været skattepligtig efter kildeskattelovens §§ 1 eller 2, der skulle regnes med til de 7 år som udtryk for den kvalificerede tilknytning til Danmark, og at der ikke i retsgrundlaget eller i øvrigt var holdepunkter for at indfortolke en yderligere betingelse i bestemmelsen om, at personen også skulle have været skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i samme perioder. Da klageren havde været omfattet af dansk skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, i 7 år og 7 måneder, var betingelsen i aktieavancebeskatningslovens § 38, stk. 3, dermed opfyldt., og klagerens urealiserede aktieavancer skulle derfor beskattes ved fraflytning, og Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatterådets bindende svar. 

Under en kontrol af selskabets energi- og miljøafgifter for perioden 1. januar 2013 - 30. juni 2015 gjorde selskabet gældende, at selskabets tilsvar af kuldioxidafgift af affald skulle nedsættes med 674.000 kr. for perioden 1. januar 2014 - 31. december 2015, da selskabet mente, at kulafgiftslovens § 5, stk. 10, 1. - 4. pkt., kunne finde anvendelse ved opgørelse af energiindholdet i affaldet, jf. kulafgiftslovens § 5, stk. 6, jf. kuldioxidafgiftslovens § 5, stk. 2. Daværende SKAT imødekom ikke selskabets anmodning med den begrundelse, at kulafgiftslovens § 5, stk. 10, 1. - 4. pkt., alene fandt anvendelse ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde for tillægsafgiftsgrundlaget. Landsskatteretten fandt, at selskabets anmodning om nedsættelse af afgiftstilsvaret måtte anses for en anmodning om genoptagelse, hvor SKAT ikke havde fundet grundlag for at ændre afgiftstilsvaret. Videre fandt Landsskatteretten, at selskabets anmodning om nedsættelse af kuldioxidafgift med 674.000 kr. skulle imødekommes, da selskabet var berettiget til at anvende kulafgiftslovens § 5, stk. 10, 3. pkt., ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde efter kuldioxidafgiftslovens § 5, stk. 2.
Landsskatteretten ændrede SKAT’s afgørelse i overensstemmelse hermed.

Sagen angik, at klageren ikke inden for en administrativt fastsat frist havde accepteret Vurderingsstyrelsens lånetilbud vedrørende pensionistlån. Landsskatteretten anførte bl.a., at hverken ejendomsskatteloven eller bemærkningerne til loven regulerede den nærmere processuelle tilrettelæggelse af Vurderingsstyrelsens administration af ordningen om pensionistlån, og når en myndighed i forbindelse med administration af et givent område havde fastsat frister, skulle disse fremstå som rimelige og hvile på saglige hensyn. Landsskatteretten fandt, at den af Vurderingsstyrelsen fastsatte frist på 28 dage måtte anses for rimelig, idet den gav en reel mulighed for interessevaretagelse, og den samtidig medvirkede til at sikre en effektiv sagsbehandling, hvor lånesagen kunne behandles og færdigekspederes, herunder at der kunne ske tinglysning og tilretning af årsopgørelse inden for rimelig tid i forhold til, dels den periode, som lånet vedrørte, dels lånets stiftelsestidspunkt. Fristen var dermed både rimelig og fastsat af saglige hensyn, og fristen fremstod proportional i forhold til formålet med låneordningen. Der var ikke grundlag for at bortse fra en fristoverskridelse, og retten lagde herved vægt på karakteren af ordningen sammenholdt med det senest mulige tidspunkt for anmodning om lån efter lovbestemmelsen i ejendomsskattelovens § 53, stk. 5, og den udtrykkelige omtale i lovbemærkningerne af, at anmodninger efter dette tidspunkt måtte anses for bortfaldet. Retten fandt på denne baggrund, at det var med rette, at klagerens anmodning om pensionistlån ikke var imødekommet og stadfæstede herefter Vurderingsstyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om udbetalinger vedrørende kompensation fra et pengeinstitut var skattepligtige, eller om de var skattefrie.

Eftersom et beløb udgjorde en eksakt beregning af for meget betalt gæld, fandt retten, at der ikke var grundlag for beskatning, jf. statsskattelovens § 5. 

Pengeinstituttet havde også udbetalt kompensation for den tid, som klageren ikke havde haft det uberettigede opkrævede eksakte beløb til sin rådighed. Retten anså kompensationen som skattefri, idet der var tale om en enkeltstående kompensation for afsavn og ulempe grundet fejl i pengeinstituttets gældssystem, jf. statsskattelovens § 5, og henset til SKM2004.250.LSR. 

Til dækning af beskatningen havde pengeinstituttet udbetalt en kompensation herfor til klageren. Retten fandt, at da pengeinstituttet havde ønsket at kompensere for skattebetalingen, var kompensationen skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4. Det forhold, at der ikke var skattepligt af eksakt tilbagebetaling af gæld og tidskompensation, kunne ikke føre til et andet resultat.

Pengeinstituttet havde udbetalt en kompensation, som var beregnet ud fra en automatiseret model. Det var ikke dokumenteret, at der var tale om en individuel gennemgang af sagen, ligesom pengeinstituttet havde oplyst, at der kunne være opkrævet for meget gæld, og at der var usikkerhed forbundet med modellens beregning. Retten fandt, at beløbet var skattepligtigt, jf. statsskattelovens § 4.   

Landsskatteretten ændrede således Skattestyrelsens afgørelse, for så vidt angik tilbagebetaling af gæld og tidskompensationen.

Sagen angik, om udbetalinger vedrørende kompensation fra et pengeinstitut var skattepligtige, eller om de var skattefrie.

Kompensationen var beregnet ud fra en automatiseret model hos pengeinstituttet. Pengeinstituttet havde oplyst klageren om muligheden for en individuel gennemgang af sagen med henblik på en konkret beregning af den eventuelt for meget betalte gæld og en konkret beregning af tids- og skattekompensation. Retten fandt, at klageren ikke havde dokumenteret, at der var tale om eksakte beregninger, herunder også henset til at pengeinstituttet havde oplyst, at der kunne være opkrævet for meget gæld, og at der var usikkerhed forbundet med modellens beregning.

Klageren havde anført, at der ikke var grundlag for beskatning, da den samlede kompensation udgjorde tilbagebetaling af tidligere inddrevet provenu fra salg af klagerens andelsbolig.

Retten fandt, at det ikke var dokumenteret, at kompensationen var skattefri. Beløbet var derfor skattepligtigt, jf. statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.    

En afgiftsfritaget mandskabsvogn var efter endt arbejdsdag blevet anvendt til afhentning af aftensmad, hvorefter føreren på vejen hjem til sin private bopæl kørte forbi en kollegas bopæl for at afsætte vedkommende. Retten fandt, at en mandskabsvogn alene må anvendes til afhentning af mad i arbejdstiden, og at føreren ved afsætningen af kollegaen var afveget væsentligt fra den direkte rute hjem til sin egen bopæl. På den baggrund fandt retten, at mandskabsvognen var anvendt til privat befordring i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen, hvorfor mandskabsvognen skulle afgiftsberigtiges.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagen angik, om udbetalinger vedrørende kompensation fra et pengeinstitut var skattepligtige, eller om de var skattefrie.

Da en udbetaling fra pengeinstituttet udgjorde en eksakt beregning af for meget betalt gæld, var der ikke grundlag for beskatning heraf, jf. statsskattelovens § 5. 

Pengeinstituttet havde yderligere udbetalt kompensation for den tid, som klageren ikke havde haft det uberettigede opkrævede beløb til sin rådighed. Retten anså beløbet som skattefrit, idet der var tale om en enkeltstående kompensation for afsavn og ulempe grundet fejl i pengeinstituttets gældssystem, jf. statsskattelovens § 5, og henset til SKM2004.250.LSR.    

Til dækning af beskatningen havde pengeinstituttet også udbetalt kompensation. Retten fandt, at da pengeinstituttet havde ønsket at kompensere klageren for den tilhørende skat, var beløbet skattepligtigt, jf. statsskattelovens § 4. Det forhold, at klageren ikke var skattepligtig af eksakt tilbagebetaling af gæld og tidskompensation, kunne ikke føre til andet resultat.

Klageren havde modtaget et beløb, som var beregnet ud fra en automatiseret model hos pengeinstituttet. Da klageren ikke havde dokumenteret, at der var tale om en eksakt beregning af gælden, ligesom pengeinstituttet havde oplyst, at der kunne være opkrævet for meget gæld, og at der var usikkerhed forbundet med modellens beregning, fandt retten, at beløbet var skattepligtigt, jf. statsskattelovens § 4.   

Landsskatteretten ændrede således Skattestyrelsens afgørelse, for så vidt angik tilbagebetaling af gæld og tidskompensationen.

Årsbrev om indberetning af renter, værdipapirer og pensionsbidrag.

Årsbrevet omfatter de i årsbrevet nævnte områder.

Årsbrevet er Skattestyrelsens orientering til alle indberetningspligtige og indeholder information om de indberetningsændringer, der skal implementeres i de obligatoriske indberetninger til Skattestyrelsen vedrørende det givne indkomstår.

Ændringerne indarbejdes i de respektive indberetningsvejledninger.

Skattestyrelsen udgiver under Årsbrevet en række hjælpelister til brug for indberetningerne mv.
Hjælpelisterne kan opdeles i følgende grupper:

1. Årets individstrukturer
2. Årets klassifikationer af værdipapirer
3. Øvrige hjælpelister til brug for indberetningen  mv.