Sagen angik, at Skattestyrelsen ikke havde godkendt fradrag for opvarmning af ubeboede fredede driftsbygninger efter ligningslovens § 15 K, stk. 1, på klagerens ejendom. Landsskatteretten fandt, at bestemmelsen i ligningslovens § 15 K, stk. 1, 1. pkt., ikke kunne fortolkes således, at fradrag for udgifter efter bestemmelsen alene vedrørte ubeboede fredede beboelsesbygninger. Retten lagde vægt på, at ordlyden af bestemmelsen i ligningslovens § 15 K, stk. 1, 1. pkt., alene omtalte bygninger, der er fredet efter lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer, men ikke på anden vis en nærmere afgrænset del af disse fredede bygninger. Bestemmelsens anvendelsesområde var således ikke efter ordlyden begrænset til nærmere bestemte typer af fredede bygninger, som f.eks. kun fredede beboelsesbygninger. Endvidere var der ikke i øvrigt holdepunkter i hverken forarbejder eller praksis for en udlægning, som afgrænsede bestemmelsens anvendelsesområde til bestemte typer af fredede bygninger. Klageren var derfor berettiget til fradrag for udgifter til opvarmning af ubeboede fredede driftsbygninger på sin ejendom efter ligningslovens § 15 K, stk. 1, 1. pkt., hvilket også var tiltrådt af Skattestyrelsen under klagesagen. Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed og hjemviste opgørelsen af fradragets størrelse til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Sagen angik, at Skattestyrelsen havde nedsat selskabets godtgørelse for elafgift for en afgiftsperiode, fordi der ikke kunne opgøres et erhvervsmæssigt elforbrug efter standardsatserne. Landsskatteretten lagde til grund, at en del af elforbruget på ejendommen var medgået til selskabets erhvervsmæssige aktivitet, herunder til en server som var i drift 24 timer i døgnet. Retten fandt derfor, at det af Skattestyrelsen udøvede skøn, hvorved der ikke var opgjort et erhvervsmæssigt elforbrug, ikke var retvisende. Skattestyrelsen havde da også under klagesagen anerkendt, at der kunne udøves et skøn, der ikke baserede sig på de fastsatte standardsatser, men Skattestyrelsen havde samtidig anført, at der ikke umiddelbart kunne opgøres et godtgørelsesberettiget elforbrug, idet en del af elforbruget på ejendommen var anvendt til en ladestander, hvis elforbrug ikke var blevet målt. Landsskatteretten fandt herefter, at der skulle foretages en skønsmæssig fastsættelse af selskabets elafgiftsgodtgørelse, hvori der ved fastsættelsen af den private andel skulle indgå oplysninger om det anslåede elforbrug til opvarmning af ejendommen samt de øvrige oplysninger om elforbrug, som fremgik af energimærkningsrapporten, herunder at ejendommen blev forsynet med el produceret fra solcellepaneler, og der ved skønnet også skulle tages hensyn til, at der på ejendommen var elforbrug til en ladestander, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3 og stk. 4. Da den skønsmæssige fastsættelse af selskabets elafgiftsgodtgørelse ikke i den påklagede afgørelse var foretaget på det grundlag og under inddragelse af disse forhold, var grundlaget for den påklagede afgørelse ændret væsentligt både retligt og faktuelt. På denne baggrund fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen i første instans måtte foretage en fornyet skønsmæssig fastsættelse af selskabets elafgiftsgodtgørelse, herunder også under hensyntagen til princippet om instansrækkefølge og for at bevare selskabets mulighed for administrativ rekurs i forhold til spørgsmålet om selskabets elafgiftsgodtgørelse. Landsskatteretten hjemviste herefter fastsættelsen af selskabets elafgiftsgodtgørelse til fornyet behandling hos Skattestyrelsen efter de givne retningslinjer.

Værdien af den bolig, som klagerens arbejdsgiver midlertidigt havde stillet til rådighed for klageren i forbindelse med klagerens tilflytning til Danmark, skulle ikke omregnes til helårsindkomst. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Motorstyrelsen havde foretaget en værdifastsættelse af klagerens genopbyggede køretøj og beregnet registreringsafgiften til 159.136 kr. Landsskatteretten nedsatte registreringsafgiften til 80.000 kr.

Sagen angik, hvorvidt klageren opfyldte vederlagskravet, jf. kildeskattelovens §§ 48 E-F, ved klagerens ansættelse hos H1 A/S pr. 2. september 2024. Ved opgørelsen af klagerens vederlag fandt Landsskatteretten bl.a., at ferietillæg og store bededagstillæg ikke skulle medregnes til vederlaget, idet det var muligt at fortabe ferietillægget, og da retten til kompensation for store bededag var lovbestemt og således ikke fremgik af ansættelseskontrakten. Landsskatteretten fandt endvidere, at særlige feriedage ikke skulle medregnes til vederlaget, da disse ikke var garanteret udbetalt i henhold til ansættelseskontrakten. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om skatteforvaltningslovens § 33 b var til hinder for i medfør af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., at foretage en manglende omvurdering af en ejendom pr. 1. oktober 2020.

Ejendommen havde tidligere været omfattet af en lokalplan, der trådte i kraft den 23. december 2015, og som udlagde ejendommen til energiproduktion i form af solenergianlæg med tilhørende tekniske installationer, vejanlæg og beplantning samt læskure til dyr. Ved vurderingen pr. 1. oktober 2016 blev ejendommen derfor omvurderet som følge af ændrede planforhold med benyttelseskoden 34 som en erhvervsejendom af speciel karakter. Til trods for, at lokalplanen blev aflyst den 13. januar 2020, blev der hverken foretaget en vurdering eller en omvurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2020. Den 11. september 2023 rettede klageren henvendelse til Vurderingsstyrelsen og gjorde opmærksom på, at ejendommen ved en fejl var vurderet efter den aflyste lokalplan. I den anledning gav Vurderingsstyrelsen afslag på genoptagelse af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2020. Landsskatteretten anførte, at det fremgik af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., at told- og skatteforvaltningen kunne foretage en vurdering eller en del af en vurdering, hvis en sådan manglede eller ved en fejl ikke var foretaget. Da klagerens anmodning af 11. september 2023 vedrørte ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2020, hvor der hverken var foretaget en almindelig vurdering eller omvurdering af ejendommen, fandt Landsskatteretten, at skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., som udgangspunkt fandt anvendelse. Efter sin ordlyd og forarbejderne begrænsede skatteforvaltningslovens § 33 b alene muligheden for at genoptage foretagne vurderinger og ikke muligheden for at foretage en vurdering, hvis en sådan manglede eller ved en fejl ikke var foretaget. Landsskatteretten fandt derfor, at § 33 b ikke var til hinder for at foretage den manglende vurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2020 som følge af de ændrede planforhold ved aflysningen af lokalplanen den 13. januar 2020.

Landsskatteretten hjemviste herefter sagen til fornyet behandling hos Vurderingsstyrelsen med henblik på stillingtagen til, om der efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., skulle foretages en omvurdering af ejendommen pr. 1. oktober 2020.

Sagen angik, om et østrigsk selskab havde ret til at fremføre et underskud på 177.515.826 kr., som selskabet havde lidt i sit faste driftssted i Danmark, selvom selskabets begrænsede skattepligt til Danmark efter selskabsskattelovens § 7 ophørte pr. 31. december 2015 som følge af, at selskabet permanent indstillede aktiviteten i sit faste driftssted, herunder om selskabsskattelovens § 7 udgjorde en overtrædelse af etableringsfriheden i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 49 og artikel 54.

Landsskatteretten fandt, at det østrigske selskabs faste driftssted i Danmark var ophørt i 2015, hvor aktiviteten ubestridt blev nedlukket, herunder at der ikke alene var tale om en midlertidig afbrydelse af aktiviteten. Det forhold, at filialen fortsat var registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen var uden betydning. Når udenlandske selskaber, der havde hjemsted i udlandet, og som i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a (fast driftssted), blev begrænset skattepligtige her i landet, blev opløst eller ophørte med at drive skattepligtig virksomhed her i landet, fortsatte skattepligten indtil tidspunktet for opløsningen eller ophøret, jf. selskabsskattelovens § 7. Selskabsskattelovens § 7 henviste til de almindelige likvidationsregler for kapitalselskaber i selskabsskattelovens § 5, stk. 2 og 3, der derfor også fandt anvendelse på begrænset skattepligtige selskaber. Ophør af skattepligt til Danmark indebar i overensstemmelse med dansk skatterets almindelige regler, at uudnyttede underskud bortfaldt. Underskud kunne endvidere ikke genopstå på et senere tidspunkt, hvis det udenlandske selskab på ny måtte indtræde i begrænset skattepligt til Danmark ved at etablere et nyt fast driftssted i Danmark. Der forelå således i den foreliggende situation et endeligt underskud. Landsskatteretten fandt, at tidspunktet for ophør af den subjektive skattepligt for henholdsvis selskaber og faste driftssteder fulgte af den retlige regulering for den valgte etableringsform for henholdsvis datterselskab eller fast driftssted. Tidspunktet for ophør af den subjektive skattepligt efter selskabsskattelovens §§ 5 og 7 og retsvirkningerne heraf var således de samme, uanset om der var tale om en rent national situation eller som i den foreliggende situation en grænseoverskridende situation. Selskabsskattelovens § 7 udgjorde derfor ikke en restriktion efter EU-etableringsretten, jf. TEUF artikel 49 og artikel 54, idet der ikke var tale om, at sammenlignelige situationer blev behandlet forskelligt.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at Spørger kunne gennemføre anpartsombytning af Spørger skattefrit efter de objektive regler i aktieavancebeskatningslovens § 36. Under spørgsmål 2 bekræftede Skatterådet, at den beskrevne ophørsspaltning af "Generationsskifte Holding ApS" kunne gennemføres skattefrit efter de objektive regler i fusionsskattelovens kapitel 4. Under spørgsmål 3 bekræftede Skatterådet, at transaktionen kunne gennemføres uden at være i strid med ligningslovens § 3, idet de påtænkte dispositioner ikke blev anset for at have til formål at opnå skattemæssige fordele for de involverede selskaber som følge af omstruktureringen.

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen ikke havde anerkendt et selskabs fradrag for købsmoms for perioden 1. kvartal til 3. kvartal 2022 med henvisning til, at selskabet ved drift af uregistreret virksomhed havde handlet svigagtigt med det formål at unddrage afgift.

Selskabets revisor havde på selskabets vegne den 18. maj 2022 anmodet om momsregistrering med virkning fra den 1. april 2022. Skattestyrelsen traf den 5. juli 2022 afgørelse, hvorefter anmodningen om registrering ikke blev imødekommet, da en betingelse om sikkerhedsstillelse ikke var opfyldt. Selskabets revisor sendte den 23. juli 2022 en ny anmodning om momsregistrering med oplysning om, at der i selskabet var bogført moms, som ikke var angivet. Anmodningen blev efterfølgende tilbagekaldt, da selskabet ikke kunne stille den krævede sikkerhed. Ved afgørelse af 24. november 2023 fastsatte Skattestyrelsen på baggrund af selskabets regnskabsmateriale selskabets salgsmoms til 386.682 kr. for perioden 1. kvartal til 3. kvartal 2022. Skattestyrelsen godkendte ikke fradrag for købsmoms for perioden med henvisning til, at selskabet havde handlet svigagtigt med det formål at unddrage afgift.

Henset til, at selskabet løbende havde bogført momsen, at selskabets revisor siden afgørelsen af 5. juli 2022 løbende havde været i kontakt med Skattestyrelsen, og til at denne havde gjort Skattestyrelsen opmærksom på, at der i selskabet var bogført, men ikke angivet moms, fandt Landsskatteretten, at selskabet ikke havde handlet svigagtigt med henblik på at drage fordel af fradragsretten. Uanset den manglende momsregistrering havde selskabet derfor ret til fradrag for købsmomsen for perioden, hvis de materielle betingelser var opfyldt, jf. momslovens § 37, stk. 1. Landsskatteretten hjemviste sagen til fornyet behandling ved Skattestyrelsen med henblik på prøvelse heraf.

Sagen angik, om H1 A/S ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 skulle medregne 6.462.734 kr. som renteindtægt, jf. statsskattelovens § 4, litra e. Beløbet vedrørte beregnede renter af en fordring på 100 mio. kr. ifølge et gældsbrev, som tre selskaber udstedte til berigtigelse af en købesum for H1 A/S’ aktiepost på 50 % i et udenlandsk selskab. Efterfølgende videresolgte de tre køberselskaber aktierne i det udenlandske selskab til H8 ApS. H8 ApS var via selskaber ultimativt ejet af den samme personkreds, som ejede H1 A/S og de tre første køberselskaber. H8 ApS berigtigede købesummen for aktierne ved at indtræde i det udstedte gældsbrev på 100 mio. kr. inkl. påløbne renter på ca. 6,5 mio. kr.

Efter en samlet vurdering fandt Landsskatteretten, at de to overdragelser af aktierne i det udenlandske selskab, udstedelsen af gældsbrevet og det efterfølgende debitorskifte til H8 ApS utvivlsomt ikke havde karakter af sædvanlige forretningsmæssige dispositioner. Dispositionerne kunne alene gennemføres, fordi selskaberne som følge af den sammenfaldende ejerkreds ikke havde modsatrettede økonomiske interesser. Det måtte lægges til grund, at køberselskabernes påtagelse af den betydelige gældsforpligtelse var urealistisk og derfor ikke indebar en reel økonomisk risiko, men gennem de beregnede renteindtægter, der som følge af de skattemæssige underskud ikke kom til beskatning i H1 A/S, var udtryk for de interesseforbundne selskabers ønske om at placere et skattefradrag i køberselskaberne, der kunne udnyttes i senere indkomstår.  En anerkendelse af gældsbrevet i skattemæssig henseende ville således være udtryk for en klart vilkårlig placering af den skattepligtige indkomst i de involverede selskaber.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Landsskatteretten fandt, at der ikke kunne ske dispensation efter ligningslovens § 16 A, stk. 3, nr. 2 for udbyttebeskatning efter ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2, i forbindelse med nedsættelse af aktiekapitalen i et selskab. Landsskatteretten lagde vægt på, at det ikke var godtgjort, at udlodningen hovedsageligt var begrundet i selskabets forhold, og at der i øvrigt ikke forelå forhold, der kunne tale for dispensationen. Skattestyrelsens afslag på dispensation stadfæstedes derfor.  

I 2012 blev der opført bygninger på en grund, hvilket førte til, at vurderingsmyndighederne foretog en omberegning af grundværdien pr. 1. oktober 2012. Med henvisning til SKM2016.447.LSR anførte Landsskatteretten, at den opførte bebyggelse ikke var en grund til omberegning, og at vurderingsmyndighedernes omberegning pr. 1. oktober 2012 derfor var foretaget uden hjemmel.

Sagen angik for det første, om ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2012 kunne genoptages ekstraordinært efter skatteforvaltningslov § 33, stk. 4, om praksisændring. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde godtgjort, at der forelå en administrativ praksis, hvorefter der skulle ske ansættelse af en omberegnet grundværdi i forbindelse med opførelse af bebyggelse uden ændring af ejendommens planforhold, som Landsskatteretten havde underkendt i afgørelsen i SKM2016.447.LSR. Ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2012 kunne derfor ikke genoptages efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 4.

Sagen angik for det andet, om ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2012 kunne genoptages ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, jf. stk. 1, om vurdering på et fejlagtigt grundlag. Med henvisning til Landsskatterettens afgørelser i SKM2021.685.LSR og SKM2024.354.LSR fandt Landsskatteretten, at den uhjemlede omberegning af grundværdien pr. 1. oktober 2012 kunne danne grundlag for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, jf. stk. 1, da ejendomsvurderingen var foretaget ud fra en fejlregistrering af ejendommens anvendelse og planforhold, som var omfattet af bestemmelsens ordlyd om "et lignende faktisk forhold". Landsskatteretten fandt efter en samlet konkret vurdering endvidere, at der ikke forelå oplysninger, hvorefter det kunne lægges til grund, at klageren tidligere end seks måneder før indgivelsen af genoptagelsesanmodningen havde fået kendskab til det forhold, der begrundede ændringen. Fristen i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 5, var derfor overholdt. Landsskatteretten pålagde herefter Vurderingsstyrelsen at genoptage ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2012 efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3.

Sagen angik, om et selskabs tildeling af kryptovalutaen [X] som lønbonus til dets ansatte skulle sidestilles med penge i relation til arbejdsmarkedsbidragsloven, og om selskabet derved var forpligtet til at foretage (gen)indberetning til eIndkomst af den udbetalte lønbonus som arbejdsmarkedsbidragspligtig A-indkomst. Landsskatteretten fandt ud fra en konkret vurdering, at kryptovalutaen [X] ikke kunne sidestilles med penge. Landsskatteretten lagde herved vægt på, at [X] ikke var knyttet til værdien af en gængs valuta, og at [X] dermed var en volatil kryptovaluta, hvor værdien kunne stige eller falde betydeligt i løbet af kort tid, ligesom kryptovalutaen [X] havde en meget begrænset anvendelse som betalingsmiddel. Det forhold, at [X] kunne handles på forskellige kryptobørser og derigennem veksles til fiat-valuta, medførte ikke, at [X] kunne anses som et betalingsmiddel. Landsskatterettens afgørelse i SKM2025.56.LSR kunne ikke føre til et andet resultat, da der var tale om en anden type kryptovaluta (stablecoin) med andre karakteristika. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Landsskatteretten fandt, at et selskab mindst groft uagtsomt havde afgivet urigtige oplysninger om, hvem der deltog i ledelsen af virksomheden. Landsskatteretten fandt dermed, at det var med rette, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet selskabets anmodning om registrering for moms, A-skat og AM-bidrag, jf. opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Retten fandt, at skattemyndighederne med rette havde nægtet sagsøgeren et momsmæssigt fradrag for indkøb af underleverandørydelser, og at sagsøgeren derfor heller ikke havde adgang til skattemæssigt fradrag for de samme udgifter. 

Retten lagde vægt på, at alle oplyste underleverandører, på nær en, har været afregistreret, at flere af underleverandørerne alene har eksisteret i en kort periode, at et flertal af underleverandørerne ikke har angivet moms for de omhandlede perioder, at flere af underleverandørerne er vurderet til ikke at have haft ansatte nok til at kunne udføre det fakturerede arbejde samt at flere af underleverandørerne ikke var registrerede inden for den branche, som de skulle have udført arbejde for sagsøgeren i. Derudover lagdes der vægt på, at der ikke var fremlagt korrespondance mellem sagsøger og underleverandørerne. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet.